Palleløfter-firma hæver indtjening trods krise

Sjællandsk familiefirma øgede salgsarbejdet og vendte minus til plus trods krise og få penge.

Familiefirmaet H.C. Hovmand A/S i Sorø fik røde tal i både 2007/08 og 2008/09, men lagde kursen om og tjener i dette regnskabsår penge på at producere og sælge palleløftere, minilifte og andet transportudstyr.

- Vi flyttede folk over til salget, vi forbedrede servicen over for vores forhandlere, vi udbyggede hjemmesiden og indførte nyhedsbreve. Vi havde bestemt ikke masser af penge at investere for, så det handlede om holdningsændringer og en masse små skridt, fortæller ejerleder Søren Hovmand til ErhvervsBladet.

Og omstillingen lykkedes. De to foregående regnskabsår tabte firmaet med en snes ansatte samlet 3,5 millioner kroner før skat og måtte tilføre ny kapital. I regnskabet frem til udgangen af september vil bundlinjen vise et sort tal omkring 800.000 kroner.

Ud til underleverandører

Omsætningen er steget fra cirka 24 millioner kroner i 2008/09 til knap 30 millioner trods næsten uændret bemanding.

- Vi har lagt meget produktion ud til underleverandører, mest i Danmark, men også lidt i Østeuropa og en smule i Kina. Samtidig har vi skåret urentable opgaver væk, hvor vi ofrede meget udvikling på produkter, vi nærmest kun kunne sælge i et eksemplar. Vi har fokuseret på kerneforretningen og har færre fejl og færre reklamationer end tidligere, siger Søren Hovmand, hvis far grundlagde virksomheden i 1972.

Kerneprodukterne er løfteudstyr og materiel til intern transport med stor vægt på arbejdsmiljø og effektive arbejdsgange. Kunderne er typisk industrivirksomheder, især i medicinalbranchen, men også detailhandel. Og så bliver stort set alt øl i Danmark bragt ud på små vogne fra den vestsjællandske familievirksomhed.

Høje mål

Typisk er der tale om skræddersyet eller specialfremstillet materiel, som derfor ikke ligger i den billigste ende. Eksporten udgør 60 procent af salget og går overvejende til Norden og Nordvesteuropa, hvor kravene til arbejdsmiljø og effektivitet ofte er høje.

Budgettet for 2010/11 lyder på 34-36 millioner, og Søren Hovmand har især forventninger til et øget tysk salg, fordi markedet ikke har været opdyrket så grundigt hidtil. Forretningsplanerne forudser et salg på 100 millioner om fem år.

 



Markedet lige nu