Omfartsvejen uden om Nykøbing Falster, der åbner om tre år, hjælper kun marginalt på det trafikkaos, der opstår med øget kapacitet på de kommende større Gedser-Rostock færger.
9. juni 2011, 09:13 – opdateret 9. juni 2011, 09:18
Fødevareminister Henrik Høegh og flere af hans folketingskolleger med rødder i det sydsjællandske og Lolland-Falster vil tage endnu en snak med transportminister Hans Christian Schmidt og forklare ham, at en ny omfartsvej uden om Nykøbing Falster ikke er nok til at forhindre det trafikkaos, der kan forventes, når Scanlines øger kapaciteten på Gedser-Rostock overfarten med to nye færger.
- Det viser sig jo, at omfartsvejen ikke løser alle problemer – så jeg vil tage en snak med Hans Christian Schmidt, om han kan finde en pose penge til yderligere vejforbedringer frem til 2020 – måske til en motorvej, sagde Henrik Høegh i forbindelse med et møde i Dansk-Tysk handelskammer i går mellem de danske politikere, Scandlines-ledelsen og tyske repræsentanter fra Rostock Havn og delstaten Mecklenburg-Vorpommern.
Dansk-tysk samarbejde
I Tyskland ligger to motorveje lige op ad Rostock – med forbindelse ned gennem Central Scandria, som er nord-syd korridoren gennem Centraleuropa. I Danmark er der almindelige landevej fra Gedser til motorvejsnettet nord for Nykøbing.
Læs også: Scandlines satser mia-beløb på nye færger
Hvis der skal komme et øget samarbejde mellem de to landsdele på hver side af Østersøen, er bedre trafikforhold en nødvendighed. Det gælder både handel og turisme.
Det østlige Europa er samtidig et af de største vækstområder i Europa lige nu. Ikke mindst har lastbilstrafikken rettet sig efter finanskrisen. Flertallet af eksportlastbiler med danske trailere er p.t. østeuropæiske.
To nye færger
Men de nye færger kommer to år før omfartsvejen åbner i 2014 – så i den periode må Nykøbing centrum lide under den stigende trafik. De nye færger, der skal hedde "Copenhagen” og ”Berlin” erstatter de 30 år gamle Storebæltsfærger ”Kronpris Frederik” og ”Prins Joachim”, som ikke er optimale til overfarten – og som er ved at være modne til udskiftning, ifølge Steen Wæver, Line Manager hos Scandlines.
- De nye færger får plads til 96 lastbiler mod 38 i dag eller 480 personbiler mod 190 i dag. Men bedre plads til lastbiler vil vi kunne forvente, at 20 procent af de lastbiler, der i dag vælger Rødby-Puttgarten overfarten, vil skifte til Gedser-Rostock, fordi ruten passer bedst til deres transportvej gennem Europa.
Læs også: Fragten hjalp Scandlines i sort
I dag har de fravalgt den, fordi færgekapaciteten var for lille, siger Steen Wæver. 200 kilometer sparer man, hvis man skal til og fra Centraleuropa – og det vil også være attraktivt at vælge Gedser-Rostock efter den faste forbindelse ved Rødby-Puttgarten er klar – for undersøgelser, Scandlines har foretaget, viser at de fleste lægger mest vægt på kort køretid end kort rejse. For lastbiler betyder det spørgsmål om hviletid.
Samtidig er Scandlines sammen med Gedser og Rostock ved at ombygge begge havne, så man dels får mulighed for at kunne holde de 15 minutters transittid i havn – men også giver bedre opmarchforhold og giver bedre forhold for lokalbefolkningen – ikke mindst jobmæssigt.
Store investeringer i Gedser
338 millioner kroner investeres i Gedser – ud af en samlet investering i de to havne på 1,7 mia. kroner. I Gedser arbejder man på at få den tunge trafik væk fra selve Gedser by. I den forbindelse har man også gjort plads til modulvogntog, som p.t. dog kun er tilladte i Danmark.
- Vi har også forberedt os for at fordoble tonnagen på ruten til fire skibe, hvis behovet er der. Vi ved jo, at trafikforholdene rundt om Hamburg ikke er tilfredsstillende – og det kan vi også få fordel af på Gedser-Rostock linjen. At vores overfart er lidt dyrere betyder mindre – det handler om beregninger. Faktisk forventer vi også at trække lastbiltrafik fra Storebælt, når færgerne kommer. Men al snak om at genskabe en jernbaneforbindelse tror jeg ikke på – for her vil den faste forbindelse trække det hele, siger Steen Wæver.
Rostock Havn havde store problemer efter murens fald i 1989, fordi havnen var gearet til gammeldags godsformer som løsgods og bulk. Nu er havnen med fokus på ro/ro-færge trafik på højde med de øvrige tyske Østersøhavne, fortæller kommunikationschef i Rostock Havn, Christian Hardt.
- Vi har 120 anløb og afgange hver uge. 10 procent af godet går via Scandlines’ Gedser-Rostock rute – mn 60 procent af passagerer. Finanskrisen fik lastbilstrafikken på ruten til at falde fra 105.000- til 82.000 lastbiler fra 2007 til 2010 – men nu er tallet igen stigende. I 2012 forventer vi at være tilbage på det tidligere niveau – og det passer godt med at færgernes lastbil-kapacitet øges med 130 procent, siger Christian Hardt.
Risiko for at tabe tysk turisme
Nu mangler vi ifølge Hardt dog bedre trafikforhold i Danmark. I højsæsonen betyder ferieområdet Marienlyst også tættere trafik.
Læs også: Tyskere betaler overpris for sommerhuse
- Man risikerer at tyskere vil fravælge Danmark. I dag har mange allerede valgt at holde ferien på den 2.000 kilometer kyststrækning ved Østersøen frem for at tage til de danske strande. Fra 1990 til i dag har vi fordoblet antallet af overnatninger i vores delstat. Vi er tyskernes foretrukne feriested – mens kun tre procent af vores overnattende turister er fra andre lande – inklusive Danmark. Men det håber vi vil ændres – der er trods alt investeret 90 mia. kroner på turisme siden 1990. Faktisk mangler vi professionelle turistfolk i området, siger Tobias Woitendorf, der er kommunikationschef hos turistforbundet Mecklenburg-Vorpommern.
Steen Wæver understregede samtidig, at den nye grænsekontrol i Danmark yderligere er med til at skræmme de tyske turister væk fra Danmark. Allerede nu afbestiller tyskerne deres bookede sommerhuse i Danmark denne sommer af samme grund.






























































