Vælger det irske lavprisselskab Ryanair at flyve fra København, kan det presse Cimber Sterling voldsomt.
18. februar 2010, 06:28 – opdateret 18. februar 2010, 06:31
Det skriver dagbladet Børsen.
De ekspansionsivrige irere siger til avisen, at København vil være det naturlige valg og det mest realistiske sted at vokse i Norden. Cimber Sterling slås allerede med Ryanair i Billund og hæmmes også af benhård indenrigskonkurrence fra Norwegian.
De højtråbende irere har i flere år været Europas billigste luftfartsselskab målt på både omkostninger og priser, og de tager i deres egen verden ikke hensyn til, hvem der allerede flyver på ruterne, da de i sidste ende regner med at vinde krigene alligevel.
»De kan ikke konkurrere med os,« lyder krigserklæringen fra salgschef i Ryanair Erik Elmsäter.
Ryanair har netop åbnet syv nye ruter ud af Rygge-lufthavnen ved Oslo, hvilket bringer dem op på 25 ruter dér. Selskabet venter i år at fordoble passagertantallet i Norge til 1,7 mio. og nærmer sig hastigt de 3 mio. svenskere, der hvert år transporteres i et skandinavisk Ryanair-marked på 6,5 mio. passagerer.
»Ryanair viser i Norge, hvor hurtigt man kan vokse,« siger Erik Elmsäter, der peger på Københavns Lufthavn som hovedlufthavnen i Norden.
Hvis irerne begynder at flyve fra København, kan det betyde alvorlig konkurrence for Cimber Sterling.
»Uanset hvor Ryanair åbner ruter, så presser det de andre konkurrenter,« siger adm. direktør i Cimber Sterling Jacob Krogsgaard, der forudser, at deciderede lavprisselskaber som Easyjet, Transavia og Norwegian bliver presset mest, hvis Europas billigste luftfartsselskab kommer på banen i København.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten