Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Ny teknik gør biler renere

Stop/start-teknik og dieselhybrid-motorer er i støbeskeen hos Peugeot, der massivt søger at bringe CO2-udslippet fra sine biler ned.

Transport er langt fra den værste synder, når det gælder udledninger af CO2. Men årevis med fotos verden over i medier af udstødningsrør og historier om biler, der sviner med CO2, har for alvor givet bilbranchen modvind.

Samtidig har lovgivning tvunget bilfabrikkerne til samlet set at nedsætte deres gennemsnitlige udledninger, og måned for måned er det lykkedes franske Peugeot at få forbruget ned.

I løbet af de første ni måneder af 2009 er hver anden solgt bil i Europa med en udledning under 130 gram CO2 pr. kilometer en Peugeot. Ser man globalt på Peugeots salg, så er 47,5 procent nu under 140 gram CO2 i den samme tidsperiode.

Dermed er Peugeot godt i gang med at cementere sin position som et mærke, der tager miljøudfordringen meget seriøst.

De lave CO2-værdier er vel at mærke hentet ved helt traditionel teknik, og det vil for PSA/Peugeots vedkommende sige HDi-motorer, som der efterhånden er solgt 11 millioner af. Motorerne går fra 1,4-liter til en V6’er med 240 hk.

Seneste bil med løvelogo på fronten hedder Peugeot 5008, og den udleder 135 gram, mens der nu også er en 207’er med 99 gram CO2.

Plug in-hybrid

Næste skridt i teknologibølgen er en stribe ad on-teknologier, hvor diesel med stop-and-go vil tegne sig for store reduktioner af CO2 alene i kraft af de meget store salgstal. Set i det store CO2-regnskab er selv små reduktioner i en stor kritisk masse langt vigtigere end få tusinde elbiler. I løbet af det første år for el-bilen iOn, regner franskmændene således kun med at sælge 12.000 eksemplarer. Bilen er resultatet af et samarbejde med Mitsubishi, og den lanceres mod slutningen af næste år.

Alene ved brug af stop-and-go ventes forbruget og dermed CO2-udledningerne at blive reduceret med mellem otte og 15 procent.

I 2011 kommer Peugeot 3008 HYbrid 4, der stiller en forbrugsreduktion på 35 procent i udsigt, men først i 2012 kommer franskmændenes første plug-in-hybrid i form af en 3008.

Let adgang til mobilitet er også på programmet. »MU by Peugeot« er et system, hvor man via et kort med chip kan købe transport. Det kan være en varebil til en enkelt opgave eller en scooter til et møde i byen.

Systemet testes lige nu i Frankrig og skal herefter bredes ud til Berlin og Paris. Baggrunden for MU er blandt andet, at den gennemsnitlige transport for langt de fleste europæere er helt korte ture. Peugeot har regnet sig frem til, at en bil i gennemsnit er parkeret 92 procent af tiden, og at 70 procent af bilens kørselsmønster er ture på under 30 km.

 




Markedet lige nu