Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Ny DSB-boss tror på succes

Den tidligere Mærsk-mand Jesper T. Lok vil skabe et effektivt og sundt DSB - han tror på enkle løsninger på komplicerede udfordringer, siger han.

Han har et gå-på mod, der er beundringsværdigt, den nye DSB-direktør, 43-årige Jesper T. Lok.

"Jeg drives af udfordringer, så det har været spændende at arbejde i A.P. Møller-Mærsk Gruppen i en række forskellige positioner og forskellige lande. DSB er en fantastisk virksomhed, og jeg er blevet lovet, at det ikke er udfordringer, jeg kommer til at mangle," siger den nye direktør, Jesper T. Lok, i en pressemeddelelse fra DSB.

Hvis man skal dømme ud fra den tilkendegivelse, så har DSB fundet den rette mand, for udfordringerne er meget komplicerede, hvor især problemerne og økonomien omkring IC4-togene bliver en stor udfordring. Ud over det venter der besparelser og effektiviseringer i stor stil. Men det kan sagtens lade sig gøre, vurderer den nye direktør.

 

"Udfordringerne er selvfølgelig mange, men DSB har jo historisk vist sig at være en dygtig virksomhed. Så selvfølgelig kan vi løse opgaverne. Men der er ingen tvivl om, at det bliver et langt sejt træk, og at vi må løfte i flok. Når alt kommer til alt, er alle jo interesserede i, at vi får et DSB, vi alle kan være stolte af," siger Jesper T. Lok.

Jesper T. Lok vil dog ikke komme med konkrete udmeldinger omkring IC4-situationen, manglen på materiel eller andre aktuelle sager. Han vil først sætte sig ind i tingene og dernæst forsøge at finde løsninger sammen med DSBs øvrige ledelse og medarbejdere.

Udover de mange udfordringer er det største fokus at få skabt en mere effektiv og robust økonomi, vurderer Jesper T. Lok. Først herefter giver det mening at tale om ny strategi.

Læs også:

"Her og nu drejer det sig om at skabe et sundt og effektivt DSB. En sund virksomhed har styr på sine nøgleprocesser og styr på økonomien. Det er udgangspunktet for, at enhver virksomhed lykkes," understreger den nye DSB-direktør og fortsætter:

"For mig er det vigtigt, at vi møder udfordringerne nøgternt. Fakta taler sit tydelige sprog, og det skal vi forholde os til," siger han.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu