Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Novozymes-chef ny blogger på Business.dk

En af de mest succesfulde danske topchefer, Steen Riisgaard fra Novozymes, vil i de kommende måneder op til klimatopmødet i København blogge på Business.dk.

Steen Riisgaard er en af hovedkræfterne bag den succesfulde spaltning i Novo Nordisk, hvor enzym-forretningen blev til et selvstændigt børsnoteret selskab i efteråret 2000. Her har Steen Riisgaard stået i spidsen for en virksomhed med en imponerende vækst og lønsomhed de seneste ni år. Novozymes-chefen Steen Riisgaard vil på Business.dk blogge om den globale klima-udvikling og de ting man som virksomheder, politikere og privatpersoner kan gøre for at bidrage til en ny klima-dagsorden.

Steen Riisgaards første blog tager fat i noget af det helt essentielle i klima-debatten: Vælger vi som samfund de rigtige løsninger, der kan modvirke den uheldige klimaudvikling her og nu – eller hænger vi vores hat på teknologier, der først om mange år kan gøre en forskel?

”Derfor skal vi se på løsningerne både i et kort og langt tidsperspektiv. Nu og hér er der brug for, at vi støtter de danske virksomheder, der allerede har løsninger på hylderne - i stedet for at vente på at endnu en umoden teknologi kommer dumpende med posten i næste uge – eller om 20 år,” skriver Steen Riisgaard bl.a.

Novozymes er selv som virksomhed dybt inde i alle problemstillingerne i forhold til CO2-udledning, da Novozymes er en af verdens største leverandører af enzym-løsninger til bioethanol-industrien.

”På grund af uigennemsigtige tilskudsordninger er markedskræfterne sat på stand-by, og derfor skal vi have en langt skarpere debat om, hvilke klimateknologier, der kan flyve allerede nu - og hvilke teknologier, der først om mange år vil være kommercielt tilgængelige,” skriver Steen Riisgaard i sin første blog på Business.dk.

Læs hele Steen Riisgaards blog her

 




Markedet lige nu