14 dage til at producere fire militærkøretøjer til forsvaret var en umulig opgave for SAWO A/S i Støvring, som måtte opgive at opfylde leverancen.
28. juni 2011, 06:12
Køb dansk, siger regeringen igen og igen – men da forsvaret efter at have givet en ordre på 18 hjulbjergningskøretøjer til SAWO ville have de fire første køretøjer leveret på 14 dage, måtte den nordjyske virksomhed trække sig.
Det havde krævet, at man havde haft nogle af køretøjerne på lager – men det har et firma i SAWO’s størrelse – i international målestok – ikke. Så selv om SAWO havde vundet udbuddet, går ordren formentlig til udlandet.
Så der var nok at brokke sig over, da forsvarets øverste chef, forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, var på besøg hos virksomheden for nylig.
Læs også:
Danmark taber rekordmange job til udlandet
Staten sender arbejdspladser til Indien
Forsvarsministeren blev vist rundt på virksomheden af Flemming Christensen, grundlægger af SAWO, Ministeren fik blandt andet set et bredt udsnit af virksomhedens formåen ud i specialkøretøjer.
Derudover blev der drøftet forsvarsnetværket i Nordjylland samt problematikkerne omkring licitationer udbudt af Forsvaret.
”At skulle levere en lastbil på 2 uger efter kontraktunderskrivelse, der tager 1.000 arbejdstimer at opbygge, er ganske enkelt ikke muligt med mindre man har et færdigt militær køretøj til at stå på lager og det har vi ikke i Danmark, siger adm. direktør Torben Ude Petersen.
At ordren nok går til udlandet får direktøren til at ærgre sig over det tabte arbejde. Forsvaret har da også trukket den seneste licitation tilbage efter kritikken, så nu håber SAWO på, at den næste licitation vil være mere fair.
Udover Forsvarsministeren samt hendes personlige rådgiver Jakob Ullegård, deltog borgmester i Rebild kommune Anny Winther, Folkeskole- kirkeordfører og videnskabsordfører for Venstre Per Deichmann Bisgaard (MF) samt Holger Jessen og Niels Juel (henholdsvis formand og næstformand for Venstre i Himmerlandskredsen). Direktør Jan Werner Jensen fra nabovirksomheden Hydrema deltog også i mødet.






























































