Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Nødstop var skyld i bagagekaos

Københavns Lufthavn vil nu forbedre information og køling, hvis et lignende bagagekaos skulle opstå igen.

Det var et automatisk nødstop i bagagesystemet i Københavns Lufthavn Kastrup, der søndag var årsag til, at lufthavnens bagagebånd i mere end tre timer var ramt af tekniske problemer.

- Vi kan se nu, at systemet har lavet et automatisk nødstop, fordi der var indikationer af, at noget eller nogen sad i klemme, fortæller Lea Sørensen Holm, kommunikationsrådgiver i Københavns Lufthavne og fortsætter:

- Sådan en melding tager vi meget alvorligt. Det kan bare været et stykke bagage, men det kan også være en bagagemedarbejder, der sidder i klemme et sted på det ni kilometer lange bånd.

- Derfor var vi nødt til at gennemgå samtlige stationer med mulighed for nødstop, og det tog desværre noget tid.

Problemerne med bagagehåndteringen i lufthavnen betød, at mange rejsende måtte sendes af sted fra lufthavnen uden deres bagage. Og rejsende, der var ankommet til lufthavnen, kunne omvendt ikke få deres bagage udleveret.

Mandag trillede bagagen atter på bagagebåndene i Københavns Lufthavn i Kastrup.

- Vi var så heldige, at vi havde flere afgange samme dag til en række destinationer, så en del rejsende kunne få deres bagage allerede søndag blot med et senere fly. Mange andre får den i dag, mandag, men der er desværre også nogle, der må vente flere dage på at få bagagen frem, siger Lea Sørensen Holm.

Rejsende, der søndag ankom til lufthavnen og ikke ville vente på bagagen har fået besked på, at de kan afhente den mandag. Kun et enkelt flyselskab, KLM, har tilbudt sine kunder at få den forsinkede bagage afleveret på privatadressen.

Sådan er flypassagerernes rettigheder

Mens bagagekaoset stod på, oplevede mange rejsende i lufthavnen en frustrerende situation, hvor de i en varm og proppet lufthavn havde svært ved at få besked om, hvad der var galt.

- Informationen blev givet over højttalerne, men den var simpelthen ikke høj nok, så den kunne høres med så mange mennesker i lufthavnen. Det vil vi forbedre, siger Lea Sørensen Holm.

Nedkølingen i lufthavnens terminaler blev også sat på en hård prøve med så mange ventende passagerer samlet, og også det vil lufthavnen nu forbedre.

- Og så vil vi selvfølgelig arbejde hårdt på, at noget lignende slet ikke sker igen, siger Lea Sørensen Holm.

/ritzau/

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu