De to hurtigfærger mellem Sjælland og Jylland skal ombygges for 30-40 mio. kr., så de bliver miljøvenlige, lyder det fra Mols-Liniens administrerende direktør. Også busselskabet Abildskou vil satse grønt. Transport- og miljøforsker ser positivt på tiltagene - men fremhæver andre muligheder.
8. februar 2010, 06:12
Når turen går fra København til Århus, bliver den mest miljøvenlige vej i fremtiden med bus og færge. Det sker, fordi Mols-Linien og busselskabet Abildskou satser på grønne færger og busser.
Det børsnoterede færgeredderi Mols-Linien forventer at investere 30-40 mio. kr. i ombygning af rederiets to store hurtigfærger, som sejler fra Odden på Sjælland til Århus og Ebeltoft i Jylland, så de fremover kan sejle på miljøvenlig naturgas.
Ifølge adm. direktør Preben Wolff bliver de to hurtigfærger de første i verden, der kommer til at sejle på naturgas, som vil betyde en stor miljøfordel i forhold til den gasolie, som Mols-Linien bruger i dag.
»Vores færger vil spare 30 pct. CO2, og udslippet af NOX eller kvælstof vil blive reduceret med 40 pct. Udledningen af svovl vil helt blive elimineret,« siger Preben Wolff, som forventer, at færgerne er klar i 2011.
Mere miljøvenligt
Ifølge Mols-Liniens beregninger bliver overfart af lastbiler og personbiler væsentlig mere miljøvenlig i forhold til at køre over Fyn.
»Hvis vi sejler 100 lastbiler fra Sjælland til Jylland, så spares der fem ton CO2 pr. overfart, og hvis vi sejler 300 personbiler over, spares der et ton CO2,« siger Preben Wolff,
Mols-Linien forventer en lille økonomisk besparelse, fordi det er billgere at sejle på naturgas. Men først og fremmest ser Preben Wolff projektet som en fremtidssikring af selskabet.
»Danmark har forpligtet sig til at reducere CO2-udslippet, og alle energiforbrugende erhverv må imødese risikoen for, at politikerne indfører nye CO2-afgifter,« siger den administrerende direktør.
Men for at færgerne kan sejle på naturgas, kræver det, at der etableres et lager for flydende naturgas, kaldet LNG på færgehavnen på Odden, og det kræver tilladelse hos blandt andet kommuner, Søfartsstyrelsen og Miljøstyrelsen.
»Jeg sidder med et meget fint brev i hånden fra transportminister Lars Barfoed, som lover os fuld opbakning til projektet. Nu håber vi på en positiv behandling hos de respektive myndigheder,« siger Preben Wolff.
Investering på 100 mio.
Investeringen i tankanlægget beløber sig til 100 mio. kr. Enten skal Mols-Linien selv finansiere byggeriet, eller også gennemføres det i fællesskab med den norske leverandør af flydende gas, Gas Nord.
»Gas Nord har en forretningsmodel, hvor de tilbyder helt eller delvist at finansiere etablering af tankanlæg for på den måde at komme ind på markedet,« siger Preben Wolff.
Per Homann Jespersen, trafik- og miljøforsker ved Roskilde Universitet, ser positivt på investeringerne, men pointerer, at en bro ville være endnu bedre.
»Når Rødby-Puttgarden-færgerne bliver erstattet af en bro, viser beregninger, at der vil blive brugt mindre CO2, fordi færgen bruger mere CO2 end alle de biler, der kører over broen,« siger han og fremhæver, at det samme vil gøre sig gældende, hvis der bliver etableret en bro over Kattegat.
Grønne busser på Sjælland
Også Mols-Liniens mangeårige samarbejdspartner Abildskou Busser, som transporterer passagerer fra Århus og Aalborg via Mols-Linien til København, springer med på den grønne bølge, som også er holdbar ved en broforbindelse. Busselskabet vil skifte dieselmotorbusserne ud med hybridbusser, som kører længere på literen.
Abildskou Busser køber hvert år fire nye busser, og ifølge Jess Abildskou, adm. direktør for Abildskou A/S, vil en hybridbus koste 100.000 kr. mere end almindelige busser.
»Vi køber nye busser hvert år for 12 millioner kr., så hvis vi skulle købe for 12,4 millioner kr. for at få hybridbusser, så gør vi det. Jo mindre olie vi bruger, jo bedre er det for miljøet,« siger han og forventer, at det bliver muligt at købe de nye hybridbusser inden for et par år.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten