Kæmpe kurshop de seneste dage betyder, at miniputten Mols-Linien nu er mere værd end giganten Torm.
14. februar 2012, 16:00
Mols-Liniens aktier skyder fremad med raketfart for femte handelsdag i træk. Først på eftermiddagen ligger aktien omkring 20 procent højere i kurs 30 kroner og er dermed mere end fordoblet i værdi på blot fem handelsdage.
Kurshoppet giver Mols-Linien en børsværdi på 425 millioner kroner, og Mols-Linien, der ellers har rigeligt at slås med, er dermed noget mere end værd end det langt større rederi Torm, der dratter yderligere ti procent tirsdag til en børsværdi under 300 millioner kroner.
Uransagelige veje
Aktiemarkedets veje kan være uransagelige, og der er umiddelbart ikke sket begivenheder, som retfærdiggør så stort et kurshop for Mols-Linien. Rederiet lavede i sidste uge en tiårig lejeaftale for en kæmpestor hurtigfærge, som ligner en fornuftig aftale, men som på ingen måde retfærdiggør en stigning i børsværdien på flere hundrede millioner kroner.
Kurshoppene i Mols-Linien sker da også under ret få handler, og aktien er kun omsat for omkring en million kroner tirsdag - hvilket dog er mere end det normale, da kun cirka 15 procent af selskabets aktier handles i fri handel.
"Der er meget få aktier i omløb, og dermed kan små påvirkninger flytte aktien meget. Men når det er sagt, så er den nye færge et gevaldigt spring for rederiet, hvor vi kan drage nytte af kundetilgangen, og den giver en bedre brændstoføkonomi. Det er et kvantespring for rederiet," mener bestyrelsesformand Frantz Palludan.
Mols-Linien har ellers været i krise i flere år, og der ventes endnu et underskud på op mod 80 millioner kroner i 2011, og med en dansk økonomi i slæbesporet bliver 2012 næppe et jubelår for færgerederiet heller.
"Vi arbejder intenst på igen at få sorte tal på bundlinjen. Igennem 2011 har vi set en positiv udvikling i nøgletallene, så vi er på rette vej," mener Frantz Palludan.
Næppe opkøb i støbeskeen
Så store kurshop sker typisk, når der er spekulation om et opkøbsbud, men det skal man ikke vente, vurderer direktør Per Gullestrup fra Clipper, der ejer 30 procent af Mols-Linien.
"Vi er bestemt glade for indchartringen af den her færge, men det løser ikke alle Mols-Liniens udfordringer. Jeg har svært ved at se, hvordan man kan klare sig uden et kapitalindskud på et tidspunkt, hvis man vil udvikle forretningen," siger Per Gullestrup.
Clipper har dog ikke umiddelbart tænkt sig selv at skyde flere penge i Mols-Linien, og det har de andre hovedaktionærer i form af Finansiel Stabilitet og Nykredit Bank, der har overtaget store aktieposter i forbindelse med konkurser, næppe heller. Clipper har i øvrigt gennem mere end et år ikke været på talefod med de to banker, som til sammen kontrollerer ca. 55 procent af aktierne i Mols-Linien.
"Konfrontationen har været stærkt skadelig for rederiet, men den anden store aktionær synes også, den nye færge er fornuftig, så nu ser vi fremad," siger Frantz Palludan.
Skæbnetime for Torm
Ikke desto mindre kan Mols-Liniens aktionærer glæde sig over det markante kurshop, der gør selskabet mere værd end det ellers hæderkronede, men voldsomt pressede rederi Torm.
Som Berlingske Business kunne fortælle mandag, så er Torms banker i gang med at forberede en rekonstruktion som alternativ til en redningsmodel med en kapitaltilførsel. Ender det med en rekonstruktion, så kan Torms aktionærer risikere at miste det sidste af værdierne, og den frygt er med til at presse aktien yderligere i bund.
Da Torm allerede lever på bankernes nåde og har afdragshenstand på den ti milliarder kroner store gæld, så bliver bankernes beslutning helt afgørende for udfaldet. I morgen udløber deadline for den midlertidige henstand, men vurderingen i markedet er, at bankerne og Torm har brug for yderligere tid, inden en beslutning tages, og henstanden derfor vil blive forlænget til omkring 1. marts.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten