Fyringer af Mærsk-ansatte på danske skibe er overenskomststridige. Metal Søfart vil hive A.P. Møller-Mærsk i Arbejdsretten.
14. februar 2008, 16:22
Hvis A.P. Møller-Mærsk ikke trækker varslede fyringer af 60 skibsassistenter tilbage, vil Metal Søfart hive rederigiganten i Arbejdsretten. Det siger formanden for Metal Søfart Keld Bækkelund Hansen til Ritzau.
- Det er overenskomststridigt at opsige folk blot, fordi man vil at ansætte nogle andre. A.P. Møller-Mærsk har selv sagt o.k. til overenskomsten og kendt prisen for den. Så kan man ikke bare afskedige og sige, at den er for dyr, siger Keld Bækkelund Hansen til Ritzau.
Sammen med Sømændenes Forbund 3F mødes Metal Søfart med Danmarks Rederiforening på mandag. Her vil fagforbundene pålægge rederiforeningen at fortælle sit største medlem, A.P. Møller-Mærsk, at de varslede fyringer er ulovlige i henhold til overenskomsten. Rederiforeningen er skibsredernes arbejdsgiverorganisation.
- Retter de sig ikke efter pålægget fra arbejdsgiverforeningen, vil vi trække A.P. Møller-Mærsk i Arbejdsretten, siger Keld Bækkelund Hansen.
/ritzau/


























































