10 pansrede Mercedes-limousiner med kæmpemotorer skal køre på grøn diesel lavet af planterester under klimatopmødet.
En af verdens førende bilproducenter, tyske Mercedes-Benz i Daimler-koncernen, har netop indgået en opsigtsvækkende aftale med firmaet SunDiesel. Aftalen går ud på at få leveret andengenerations-brændstof til 10 supertunge, pansrede biler i luksusklasse med kæmpemotorer, der skal med køre VIP’ere under klimatopmødet COP15 i Bella Center.
Modellen er den skudsikre fire tons kolos af Mercedes S 450 CDI Guard, der kan accelerere med lynets hast i tilfælde af attentater eller andre alvorlige trusler. SunDiesel’s grønne brændstof til brug i disse store biler til kørsel af regerings- og statschefer under klimatopmødet i København i dagene 7.-18. december er fremstillet af planterester.
Slipper for kritik
Det er blevet kritiseret, at biler til transport klimamødets VIP’ere - under følgeskab af ledsagebiler, blå blink og politieskorte - ville slubre benzin i rå mængder og forurene miljøet voldsomt. Med aftalen om at anvende biodiesel af planterester, der ikke kan bruges til fødevarer, til brændstof slipper både Mercedes, FN og værtslandet Danmark for at blive skudt i skoene, at de 10 stk. S 450 CDI Guard kommer til at udlede 280 gram pr. kørt kilometer under klimatopmødet.
Den pansrede bil udleder 280 gram CO2 pr. kilometer på traditionel fossil diesel.
Det er dobbelt så meget som det gennemsnitlige mål om 140 gram pr. kilometer for nye biler i Europa, som EU og bilindustrien har indgået en frivillig aftale om. Med biodiesel i tanken bliver CO2-udslippet fra de tunge Mercedes-motorer omtrent halveret. S 450 CDI Guard er i øvrigt verdens første serieproducerede armerede bil med en dieselmotor.
”Vi er meget glade for, at Mercedes har fundet en fin løsning. Den høje CO2-udledning fra de pansrede køretøjer bringes nu betragteligt ned. Det bidrager til, at klimatopmødet får en af de mest CO2-venlige limousine-løsninger på en international konference nogensinde,” siger chefkonsulent Nis Gellert fra Udenrigsministeriet.
Guard-limousinerne er udstyret med topmoderne V8-motorer. Der var verdenspremiere på S-Klasse Guard-limousinerne på motormessen IAA 2007 i Frankfurt. .
Alle biler ved den store konference er dog ikke klimavenlige. De fem panserede limousiner, i 700-serien, BMW skal levere, har en forholdsvis høj udledning af CO2.














