Maersk Line sparer og sparer, men kan ikke kompensere for lave fragtrater og svindende mængder gods. Containerrederiet Maersk Line tabte 11 mia. kr. i 2009.
4. marts 2010, 09:04 – opdateret 4. marts 2010, 09:10
Det er et underskud der er til at føle på. Minus 11 mia. kr. lyder bundlinjen i A.P. Møller - Mærsks containerrederi, Maersk Line. Det største underskud nogensinde - og et underskud der før første gang nogensinde giver røde tal på hele koncernens bundlinje.
Det er den meget svage verdensøkonomi, der gør ondt på Esplanaden. Lav efterspørgsel og lave priser gør det umuligt at tjene penge, også selvom man er verdens største af sin slags og derfor burde have de laveste udgifter.
Få et hurtigt overblik over Mærsk-regnskabet her.
Maersk Lines omsætning faldt fra 146 mia. kr. i 2008 til 111 mia. kr. i 2009 og hvor selskabet tjente 3 mia. kr. i 2008, så endte 2009 med et minus på 11 mia. kr.
Det kan ses i gangene i firmaet. Her har omkring 6.000 medarbejdere forladet selskabet, ligesom man på skibene nu ser færre dyre danskere. De er i stedet ved at blive erstattet af billigere udenlandsk arbejdskraft.
Se web-tv "A.P.Møller Mærsk også i krise i 2010" her.
Maersk Line forventer at fortsætte besparelserne i 2010, men i hvor høj grad det vil smitte af på bundlinjen afhænger af, hvordan verdensøkonomien udvikler sig.






























































