Mærsk skal signalere optimisme

AKTIESPILLET: Optimismen skal være til at få øje på, når rederi- og oliekoncernen A.P. Møller-Mærsk torsdag morgen offentliggør sit årsregnskab efterfulgt af en analytiker- og pressekonference om formiddagen.

Det mener aktieanalytiker i Handelsbanken Dan Togo Jensen, der deler den opfattelse, at det er i forventningerne, at analytikerne skal finde stof til eftertanke.

- Vi vil nok alle hæfte os ved meldingerne om fremtiden. Og de vil nok sige, at de bliver profitable i 2010 på gruppeniveau. Men detaljeringsgraden bliver sikkert sparsom. Måske vil de gå lidt ind på forudsætninger og konstatere, at volumener og rater har rettet sig betydeligt i løbet af andet halvår, sådan at flere ruter nu er profitable. Og dermed indikeres, at containerdivisionen får lukket det hul, vi så i 2009, venter Dan Togo Jensen.

Han forudser, at det kan være sparsomt, hvad A.P. Møller-Mærsk vil oplyse på skrift, og at analytikerne må afvente den efterfølgende konference for at se den positive udvikling skinne rigtigt igennem.

- De har lukket nogle årlige kontrakter, der ligger markant over, hvor de lå sidste år, og dollar ligger højere, så selvfølgelig ser det bedre ud. Så det er svært at være pessimistisk, som de var sidste år, og det bør skinne igennem, mener analytikeren.

Regnskabstallene for 2009 vil derimod næppe byde på overraskelser, mener Dan Togo Jensen.
- Jeg venter ikke det helt store. Men de når i hvert fald deres guidance om et underskud på 1 mia. dollar. Måske nok lidt på den positive side, altså lidt mindre underskud på grund af den udvikling, vi har set i fjerde kvartal på containersiden, vurderer han.

Heller ikke analytikerkollegaen hos Jyske Bank, Christian Nagstrup, ser frem til et overflødighedshorn af detailoplysninger om A.P. Møller-Mærsks forventninger.

- Efter vores vurdering bør markedet ikke sætte sig op til en detaljeret prognose, da der er mange svingfaktorer (USD, fragtvolumen og fragtrater), og ledelsen traditionelt guider forsigtigt, skriver Christian Nagstrup i et notat op til regnskabet.

Han bemærker, at trafiktal fra havnene og meldinger fra konkurrenterne og containerbranchen generelt peger på, at det går hurtigere fremad end ventet for blot nogle få måneder siden.

Ifølge de analytikere, der i den seneste uge har bidraget til RB-Børsens estimat, kan der ventes et underskud for A.P. Møller-Mærsk på 4,7 mia. kr. eller lidt mere optimistisk end koncernens eget estimat om et underskud på 1 mia. dollar svarende til 5,5 mia. kr. Omsætningen ventes at være faldet fra 311 mia. kr. i 2008 til 259 mia. kr.

For 2010 venter analytikerne et overskud i containerforretningen på 1 mia. kr. ud af en omsætning på 136 mia. kr. Og på gruppeniveau ventes et overskud på 10 mia. kr. ud af en omsætning på 282 mia. kr.

A.P. Møller-Mærsks B-aktie har allerede taget forskud på forårsfornemmelserne og præsterer i dagene op til regnskabet de højeste kurser siden årsskiftet 2008/09. Niveauet er 43.660, mens bunden blev lagt 3. maj sidste år på 22,600. Siden begyndelsen af 2009 er kursen steget godt 51 pct., mens C20-indekset til sammenligning er steget 42 pct.

RB-Børsen

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu