Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Mærsk sætter fart på Kina-satsning

Udsigten til milliardoverskud får A.P. Møller - Mærsk til at sætte fuld fart på en massiv satsning i Kina og Asien. Usikker økonomisk fremtid for Europa og USA tvinger rederiet til at fokusere stramt på vækstmarkederne i Asien.

Med udsigten til milliarder i indtjening og en likviditet, som vil eksplodere i de kommende år, gør A.P. Møller - Mærsk nu klar til et kvante-spring i Kina og det øvrige Asien.

Som en reaktion på den økonomiske nedtur i især Europa og USA, hvor væksten er gået helt i stå, og hvor den fremtidige økonomiske situation tegner højest usikker, vil A.P. Møller - Mærsk nu fremtidssikre koncernen med en omfattende satsning i Kina og de øvrige asiatiske lande.

»Vi ser på mulighederne i Kina. Vi får ikke i dag tilstrækkeligt stor del i den vækst, som man oplever i Kina, og det vil vi gerne ændre. Det kan være, at vor logistikforretning skal udvides. Vi ser på mulighederne for at etablere nye havneterminaler, og der er vi i forhandlinger. Så vi er klar til yderligere investeringer,« siger A.P. Møller - Mærsk-direktør Nils Smedegaard Andersen.

En økonomisk muskel

Udmeldingen fra Nils Smedegaard Andersen kommer på dagen, hvor Mærsk-bossen offentliggjorde en opsigtsvækkende opjustering af udsigterne til årets resultat. Hvor koncernen tidligere i år blot forventede et positivt resultat, så regner man nu med et overskud i år, der overstiger de 17,6 milliarder kroner, som man tjente i 2008.

Dermed har Nils Smedegaard og selskabet lagt de seneste par års krise afgørende bag sig og kan nu satse fremadrettet.

Og ingen skal være i tvivl om, at A.P. Møller - Mærsk har en økonomisk muskel af dimensioner.

En ting er, at koncernen har udsigt til at tjene mere end 17 milliarder kroner, men også likviditeten vil eksplodere i positiv retning de kommende år. Cashflowet var således på 40 milliarder kroner i 2007 og voksede til 43 milliarder kroner i 2008 for så at falde i 2009 til 25 milliarder kroner - vel at mærke i et år, hvor koncernen tabte milliarder på bundlinjen.

Nu er der kommet langt bedre styr på forretningen, hvor A.P. Møller - Mærsk blandt andet har gennemført milliardbesparelser, ligesom den har sagt farvel til flere end 6.000 medarbejdere. Og samtidig er investeringerne nu på så lavt et niveau, at koncernen virkelig kan slå hårdt, hvis den ønsker det.

Udnyttelse af opsvinget

»Vi arbejder meget hårdt på at få bedre udbytte af opsvinget i Kina og Sydøstasien. Det gør vi ved at se på mulighederne i Kina, men også ved at øge vor tilstedeværelse på ruter mellem de asiatiske lande. Vi ser en høj vækst, og den skal vi have del i,« siger Nils Smedegaard Andersen.

Det er for så vidt ikke nyt, at A.P. Møller - Mærsk gerne vil have endnu større del i eventyret i Kina. Koncernen indledte den første egentlige linjefart til Sydøstasien, herunder Kina, i 1928, og siden har koncernen etableret et regionalt hovedkontor i Kina, og landet er i stigende grad blevet omdrejningspunkt for koncernen.

Benhårdt lobbyarbejde

Derfor har virksomheden arbejdet intenst på at udvide samarbejdet. Man var det første udenlandske rederi, som fik tilladelse til at sejle mellem kinesiske havne, formentligt et resultat af benhårdt lobbyarbejde fra Mærsk. Og formentligt også et resultat af et samarbejde der går de mange år tilbage.

Det var således ikke tilfældigt, at skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller holdt sin 88-årige fødselsdag i Kina. I Kina er ottetallet udtryk for lykke, og dobbelt otte, altså 88, selvfølgelig for dobbelt lykke.

Det, at Mærsk Mc-Kinney Møller valgte at holde sin fødselsdag i Beijing, var derfor af stor symbolværdi og resulterede blandt andet i møder med en række højtstående kinesiske embedsmænd og politikere, herunder med Madam Wu, som dengang var den højestplacerede kvinde i den kinesiske centralkomité.

Det var heller ikke tilfældigt, at A.P. Møller - Mærsk brød med sædvanen med aldrig at sponsere sport, da man forud for De Olympiske Lege i Beijing blev officiel storsponsor. Igen et træk, som skulle være med til at opbygge relationen til den topstyrede kommunis-tiske magtelite.

 




Markedet lige nu