A.P. Møller - Mærsk vil for tredje gang på et års tid sælge obligationer for milliarder. (Opdateret kl. 11.05)
19. november 2010, 10:31
A.P. Møller - Mærsk vil sælge virksomhedsobligationer for omkring 500 mio. euro, eller godt 3,7 mia. kr. Obligationerne får en løbetid på syv år, og pengene skal bruges til generelle formål.
Det er et års tid siden, at Mærsk sidst udstedte obligationer, og det er vigtigt for investorerne, at man er jævnligt i markedet, fortæller Jan Kjærvik, finanschef og underdirektør i A.P. Møller - Mærsk.
"Vi satser på omkring 500 mio. euro, og pengene skal bruges til generelle formål. De syv års løbetid skyldes, at vi ønsker forskellige løbetider på vores obligationer. Sidste år udstedte vi euro-obligationer med en løbetid på fem år, og hvis vi har treårige, femårige og syvårige obligationer er vores lån godt spredt," siger Jan Kjærvik.
Nyt salg hvert år
Det var nyt, da A.P. Møller - Mærsk sidste år begyndte at sælge virksomhedsobligationer, men fremover vil det ske jævnligt.
"Det er vigtigt for investorerne, at vi er jævnligt i markedet, og en hypotese om ét obligationssalg om året er rimelig. Det vil passe til den spredning, vi ønsker af løbetiderne," siger finanschefen.
Han tilføjer, at selskabet er meget tilfreds med dets likviditetsberedskab og balancen, så de positive toner fortsætter fra Esplanaden.
Masser muskler
Det er tredje gang siden oktober 2009, at A.P. Møller - Mærsk sælger virksomhedsobligationer, og de forrige gange har der været solgt for henholdsvis 750 mio. euro og 4 mia. norske kr.
I september fik A.P. Møller - Mærsk desuden en kreditfacilitet på 6,75 mia. dollar på plads med et konsortium bestående af 20 banker, og med en stærk indtjening i år har selskabet for alvor muskler til at satse offensivt.
Topchef Nils Smedegaard Andersen fortalte i forbindelse med kvartalsregnskabet til Berlingske Tidende, at selskabet er klar til større olieopkøb samt store investeringer i de eksisterende olielicenser og nye havneterminaler.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten