Mærsk-gruppen lægger i morgen for første gang et milliardunderskud på bordet. Det ved vi. Det, aktiemarkedet mangler svar på er, hvor langt Mærsk er nået med genopretningen af det syge ben, containerforretningen.
3. marts 2010, 07:28 – opdateret 3. marts 2010, 07:35
Efter mere end seks år som bestyrelsesformand i landets største virksomhed, A.P. Møller - Mærsk er Michael Pram Rasmussen slået tilbage til start.
Aktiekursen ved hans tiltrædelse 15. december 2003 lå på 43.700 kr. I går lå B-aktien og svingede lige omkring kurs 43.500 kr. Dog har der været nogle gevaldige bump undervejs, hvilket gør den store Mærsk-aktie til en af de mest volatile aktier overhovedet på børsen.
Mærsk-aktien toppede, da den globale vækst toppede i oktober 2007 med en pris på 74.900 kr. for derefter at tage den helt store tur ned ad slisken og bunde ud 5. marts 2009, da man kunne købe en Mærsk-aktie for 22.600 kr.
I morgen sender Pram Rasmussen så via sin topchef, skibsreder Nils Smedegaard Andersen, det dårligste regnskab på gaden nogensinde i den 106 år lange Mærsk-historie. Her venter et underskud på bundlinjen i omegnen af fem mia. kr. for kriseåret 2009 og et fald i omsætningen på omkring ti procent over det seneste år.
Trods de blodrøde tal kan aktien få et pænt løft i morgen. 2009-underskuddet er for længst indiskontoret i aktiemarkedets prissætning. De konkrete tal i regnskabet er alene til historiebøgerne.
Derimod vil Mærsk-ledelsens kommentarer til regnskabet og forventninger til fremtiden blive nærlæst for at se, om man som aktiemand kan finde et hint, der peger i den ene eller anden retning. Det er dog tvivlsomt, om Mærsk sætter tal på forventningerne. Mest sandsynligt er det, at Nils Smedegaard oplyser, at fremtiden er usikker, men at han ser visse positive signaler i horisonten. Alene det vil medvirke til at give aktien yderligere luft under vingerne.
Endnu ingen balance
De seneste to-tre år – under Nils Smedegaards tætte bevågenhed – har koncernens største ben, Maersk Line, været igennem en egentlig turn-around. Skibe er lagt op, nybestillinger aflyst eller udsat, en ny ledelse sat ind og op mod 7.000 stillinger nedlagt.
Trods denne massive opbremsning er der endnu ikke balance i containerforrretningen og først om to-tre år kan forventes et blot rimeligt tilfredsstillende afkast på de enorme investeringer, der er gjort i netop Maersk Line.
På det seneste er der dog lyspunkter. Fragtraterne er svagt for opadgående, og konkurrenten i Singapore, Neptune Orient, kunne i går meddele, at fragtmængderne steg med over 60 procent i de første seks uger af 2010 sammenlignet med samme periode året før. Men det skal med, at fragtmængderne på den afgørende Asien-USA rute faldt med 15,3 procent igennem 2009, efter et fald i 2008 på otte procent. Maersk Line ses i øvrigt som det rederi, som mest effektivt har tilpasset sin kapacitet til de nye tider.

Selv om Maersk Line er ekstremt hårdt ramt, er det samme situation for konkurrenterne. Faktisk var Mærsks containerforretning allerede i gang med en række tilpasninger og besparelser, da hammeren ramte, og den globale økonomi foretog katastrofeopbremsningen sidst i 2007 og ind i 2008.
Et ben af olie
Modsat konkurrenterne har Mærsk-gruppen tilmed et forretningsben, nemlig olien, som fortsat giver gode penge.
Den store opgave for Mærsk Olie & Gas bliver at finde nye kilder rundt om i verden i takt med, at brøndene tørrer ud i Nordsøen. Særligt aktiv er Mærsk derfor i disse år på efterforskning og udvinding på store vanddybder omkring landene i Mellem- og Sydamerika. Alene investeringen i Jack-feltet løber over de næste år op i fem mia. kr., og derfor skifter investeringsstrømmene fra containerforretningen markant over i mod olien.
Også gevinsten på olie falder dog i 2009, men forventningerne er, at den gevinst igen vil stige om end moderat igennem 2010 og 2011 til et nettooverskud lige i underkanten af ti mia. kr.
Der ventes ingen store overraskelser i 2009-regnskabet fra Mærsk i morgen. Nils Smedegaard foretrækker så vidt muligt en løbende kontakt med aktiemarkedet.




































