A.P. Møller - Mærsks containerrederi, Maersk Line, skiller sig af med 170 danske officerer for at spare. Maersk-chef mener ikke, at rederiet går glip af noget, når danskerne forsvinder.
30. september 2009, 14:56 – opdateret 30. september 2009, 15:03
Med sit farvel til 170 danske skibsofficerer i Maersk Line, sætter A.P. Møller – Mærsk gang i et opgør med mere end 100 års tradition for, at Mærsk-flåden sejles af danske officerer.
Og selvom Maersk Line beklager, at den økonomiske nedtur og jagten på overskud gør det nødvendigt at skille sig af med de mange danske officerer, så er meldingen kontant på spørgsmålet om, hvad A.P. Møller – Mærsk og Maersk Line mister, når de danske officerer udskiftes med billige officerer fra bl.a. Østeuropa og Asien.
”Vi mener ikke, at vi går glip af noget, når de danske officerer forsvinder. Vi har i dag 800 danske officerer ud af i alt 3.000 officerer og vi oplever ingen stor forskel på deres arbejde og de resultater der leveres. Vi er optaget af, at skibene bevarer deres effektivitet og der forventer vi ingen forskel fremover, når danskerne udskiftes,” siger marine-hr-chef Henrik Sloth fra Maersk Line, A.P. Møller – Mærsks containerrederi.
Rygraden
De danske skibsofficerer har ellers altid været selve rygraden i A.P. Møller – Mærsk. Lige siden rederiet blev etableret i 1904 har rederiet gjort en dyd ud af brugen af danske søfolk. De har været set som garanter for, at skibene blev sejlet optimalt og at kunderne oplevede den bedst mulige kvalitet fra skibene. Derfor har skibsofficererne traditionelt haft en meget stor stjerne i rederiet. I mange år var der tradition for, at de mødte i hovedsædet når de var på orlov.
Her skulle de afrapportere direkte til skibsreder Arnold Peter Møller – og siden til sønnen Mærsk Mc-Kinney Møller , som derved fik uvurderlige oplysninger om kunder, konkurrenter – og tips om, hvordan skibene blev udnyttet så optimalt som muligt.
”Vi har opgaven at sikre, at Maersk Line igen begynder at tjene penge. Derfor er det nødvendigt at afskedige de danske officerer. Det er et spørgsmål om besparelser,” siger Henrik Sloth.
Internationalisering
Søfartens Ledere siger, at I sparer mere end 30 mio. kr. på at fyre de danske officerer. Er det korrekt?
”Vi får besparelser, men det er ikke et tal jeg kan kommentere”, siger Henrik Sloth.
Hvis I får så store besparelser, hvorfor så ikke fyre alle de danske officerer?
”Jeg kan ikke kommentere, hvilke overvejelser vi har. Men det er klart, at der fortsat vil ske en internationalisering i vor bemanding,” siger Henrik Sloth.
Tager stadig elever ind
A.P. Møller – Mærsk har i år taget 112 danske kadetter, altså søofficerelever ind. Virksomheden vil overholde de aftaler der er indgået, men Henrik Sloth vil ikke forholde sig til, om det snart er slut med de danske elever i virksomheden.
Hvorfor tage danske elever ind, hvis I alligevel ikke vil ansætte dem efterfølgende?
”Vi lever op til de aftaler vi har indgået. Der vil også fremover være muligheder for at få ansættelse i virksomheden, der findes jo også andre dele i A.P. Møller – Mærsk der benytter skibsofficerer,” siger Henrik Sloth.



























































