I snart et år har Aabenraa virksomheden Abena arbejdet med et forbedret WMS-system, som har sikret en hurtigere reaktionstid på kundeordrer.
11. marts 2010, 13:37
En mere standardiseret udgave af Consafe Logistics WMS-system (Warehouse Management System) ligger i dag til grund for en hurtigere reaktionstid på kundeordrer i det relativt komplekse lager hos Aabenraa-virksomheden Abena.
Abena sælger pleje- og engangsartikler fra sygepleje over bleer til plastposer og sække, og virksomheden har i de sidste mange år oplevet en betydelig omsætningsvækst. Der bliver kørt for små to milliarder kroner omsætning gennem lageret i Aabenraa hvert år.
Man sender 1.1 million pakker om året alene til det danske marked. Dertil kommer en voksende eksport. De danske forsendelser svarer til 183 paller med hver 24 kolli om dagen, hvor en stor del af pakkerne skal være ude hos kunden dagen efter.
- Vi har derfor brug for et WMS, der kan sikre, at vi konstant udnytter vores kapacitet så optimalt som muligt, og som sikrer, at det sker i en meget høj kvalitet, så vores kunder modtager præcis det, de har bestilt, siger lagerchef Jørn Petersen.
Han understregter, at virksomhedens WMS skal være så tilpas fleksibelt, at man hurtigt kan gennemføre forandringer, i takt med at efterspørgselsmønsteret hos kunder og markeder ændrer sig.
- Vi har mange meget forskellige kundesegmenter, og det er vitalt for os at være i stand til at imødekomme alle kundegruppers behov for leveringsservice. Vi indgik aftale med Consafe Logistics om opgradering i april 2008 og har gennemført analyser, workshops samt test i løbet af 2008 og 2009 - inden det nye WMS systemet blev implementeret, siger Jørn Petersen.
Abenas fuldautomatiske lager er på 35.000 kvm. og omfatter 44.000 pallepladser, 36.000 kartonlagerpladser, 60 sorteringsslisker og ti lagerautomater. Lagerets kartonsorteringsanlæg har en kapacitet på 2.000 kartoner per time og kan håndtere op til 350-400 ordre pr. batch. Der køres fem-seks batch om dagen.
































