De to store transpororganisationer foreslår nu, at der på grund af pladsproblemer skal indføres tidsbegrænsing for lastbiler på motorvejs-rastepladserne.
9. april 2010, 12:19
Indfør tidsbegræsning for lastbiler på rastepladserne langs motorvejene.
Det forslag sender landets to store transportorganisationer DTL og ITD nu på banen, fortæller DR Fyn.
Allerede for et år siden erkendte Vejdirektoratet, at der er store pladsproblemer på en lang række af landets rastepladser, blandt andet Kildebjerg ved Odense, Skærup ved Vejle og Ustrup ved Haderslev.
- Mange især udenlandske lastvogne holder i dagevis, mens de venter på nye opgaver og det giver problemer for de chauffører, der skal overholde deres køre- og hviletidsbestemmelser, siger chefjurist John Roy Vesterholm fra DTL - Dansk Transport og Logistik, til DR Fyn og tilføjer:
- Direktoratet har afsat midler til at udvide rastpladserne. Det er rigtig fint, men udbygningen tager naturligvis tid. Og her og nu er der altså et problem, som man efter vores mening kan løse ved at indføre tidsrestriktioner.
De to organisationer har derfor skrevet et brev til vejdirektør Per Jacobsen i Vejdirektoratet for at komme i dialog om forslaget.






























































