Krydstogtgæster i massesøgsmål mod Costa

Vrede gæster fra det sunkne krydstogtskib Costa Concordia kræver hundreder af millioner i erstatning.

Endnu inden de italienske myndigheder har afsluttet eftersøgningen efter overlevne på det forliste krydstogtskib Costa Concordia, er en stor gruppe tidligere besætningsmedlemmer og krydstogtgæster klar med et søgsmål i kæmpeklassen.

Fredag anmeldte det peruvianske besætningsmedlem, Gary Lobaton, et krav på 100 mio. dollar mod verdens største krydstogtrederi, Carnival, som ejer Costa Cruises. Og kort efter fulgte en mindre gruppe tyske skibsgæster efter og tilsluttede sig kravet, som dermed let kan vokse og udvikle sig til et regulært massesøgsmål mod rederiet Carnival og datterselskabet Costa Cruises.

Gary Lobaton og de tyske skibsgæster har anlagt sagen, fordi de mener, at rederiet udsatte dem for unødig fare, da skibsledelsen på Costa Concordia var flere timer om at erkende ulykkens omfang og ikke informerede dem om faren ved at blive ombord. Søgsmålet omfatter desuden en klage over kaptajnen, den udskældte Francesco Schettino, der forlod skibet selvom mange af dets 3.200 gæster og 1.000 besætningsmedlemmer endnu ikke var reddet.

Costa Cruises har ellers meddelt, at man er klar til at udbetale omkring 80.000 kr. til hver af de gæster, som fik deres krydstogtferie afbrudt, da Costa Concordia for 14 dage siden sejlede for tæt på Giglio, ramte et undersøisk klippeskær og efterfølgende tog så meget vand ind, at skibet måtte sættes på grund. I dag ligger skibet halvsunket tæt ved øen, 16 mennesker har mistet livet og et mindre antal savnes fortsat.

 



Markedet lige nu