Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Krisehjælp til Toyotas vigtigste bil

Toyotas Corolla-afløser er ikke blevet den succes, som japanerne havde håbet på. Derfor er ændringerne i den nye model til at tage og føle på.

(BARCELONA) - Når først designet af en bilmodel ligger fast, er der ikke så meget, man kan gøre med formgivning ved et såkaldt facelift.

De fleste mærker vælger derfor udelukkende at ændre lidt på lygter og staffage, når en model midtvejs skal løftes.

For Toyota Auris gælder, at den ikke for alvor har formået at trække nye kunder til. Da bilen blev sendt på markedet i 2007 skete det med de helt store marketingkanoner kørt i stilling. Nu var det slut med Corolla-navnet og det midaldrende image, der siden 1980’erne som sur cerut-røg har klæbet til navnet. Nu var navnet Auris, og kundegruppen skulle være yngre. Sådan er det ikke gået, og herhjemme har salget ikke helt levet op til forventningerne.

Mental dødvægt

Toyota indrømmer åbent, at bilens finish nok har været lidt for tynd på strategiske steder og motorerne for støjende i udgaver med fem-trins gearkasse. Men grundlæggende er det nok mere bilens design, der har været for forsigtigt til, at produktet for alvor har kunnet rykke sig løs af Corolla-skyggen.

Helt ændre bilen kan Toyota ikke, men både bagklap og kølerhjelm er udskiftet, og man har arbejdet med at få den relativt høje bil til at se lidt lavere og dynamisk ud.

I det indre er der brugt nye materialer med bløde overflader, og det løfter stemningen noget i en bil, der ellers ikke får ret mange til at bryde ud i store smil og lyst til at eje. En god detalje er et nyt rat med flad bund ligesom håndbremsen er ændret i ergonomien.

Auris er Toyotas vigtigste bil, og den positionering vil blive yderligere understreget de kommende år, meddelte virksomheden ved præsentationen forleden i forårslune Barcelona. Det kunne tyde på, at næste generation af Auris bliver et mere radikalt brud med det fornuftige og forsigtige, der som en mental dødvægt forhindrer Toyotas Golf-konkurrent i at få luft under ambitionerne.

Alle benzinmodeller er nu med start-stop-funktion, og alle maskiner benytter Toyotas såkaldte Optimal Drive. Det er en fælles betegnelse for optimering af en række motortekniske komponenter. Målet er lavere vægt og færre dele, og resultatet er motorer, der går lidt længere på literen.

Auris har fået meget ros for pladsudnyttelsen, mens de dynamiske egenskaber på vejen mest er at betegne som sikre og fornuftige, men uden den skarphed og medfølgende køreglæde, der er konkurrenter som VW Golf og Ford Focus’ bedste kort i konkurrencen.

Toyotas ingeniører har derfor justeret i fjederdæmpningen, ligesom det elektriske styretøj er justeret for bedre kommunikation til chaufføren. Om det vitterligt bidrager til mere kørefornøjelse og engagement bag rattet gav præsentationen ikke noget entydigt svar på, for man manglede den nuværende model som reference.

Et gear mere

Den nuværende Auris har haft et problem med støj ved motorvejskørsel. Nøglen til det problem var for mange omdrejninger i femte gear, men det er nu løst, idet alle versioner har seks gear

Bilen er i landet til premie-re på den kommende udstilling, Biler i Bella. Priserne forventes at blive som de nuværende. Det vil sige, at en bil med 1,3 liters motor vil koste cirka 233.000 kroner.

Auris lanceres også sidst på året som hybridversion med en 1,8 liters motor i samspil med en 60 kW elmotor og matchende batteri på 27 kW. Resultatet er en motor med en ydelse på 136 hk og et udslip af Co2 på 99 gram. Toyota lover, at bilen kan rulle op til to km på ren eldrift med hastigheder på op til 50 km/t.

 




Markedet lige nu