Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Kraftig nedtur for rederier

De danske rederiers valutaindsejling - branchens samlede omsætning - blev efter syv års uafbrudt stigning i fjor sendt ned i en meget dyb bølgedal.

Valutaindsejlingen i landets største eksporterhverv dykkede fra rekordniveauet 190 mia. kr. i 2008 til 140 mia. kr. i 2009, viser en ny opgørelse. Det svarer til niveauet i 2005, og Danmarks Rederiforening forudser flere års ørkenvandring med kun svagt stigende valutaindtægter i de kommende år. Det skriver dagbladet Børsen.

Den stærkt nedadbøjede pil ses også i de senest offentliggjorte rederiregnskaber, hvor nedgangen i nettoomsætningen hos Torm og A. P. Møller-Mærsks rederier er faldet med op mod en fjerdedel, mens Norden har mistet næsten 60 pct. på toplinjen.

Indtjeningen på ebitda-niveau (før renter, skat, af- og nedskrivninger) er faldet endnu dybere - for Mærsks vedkommende endda til under 0. Vicedirektør i rederiforeningen Jan Fritz Hansen tør ikke vurdere udviklingen i valutaindsejlingen i år.

Det er endnu alt for usikkert. Men han er helt sikker på, at de danske redere står bedre rustede end andre og vil klare sig relativt bedre end konkurrenterne, således at den danske branche under et står stærkere, når det igen på et tidspunkt for alvor begynder at gå op ad i markedet.

 




Markedet lige nu