21. september 2007, 03:30

Proppen er sat i hullet. Mærsks containeraktiviteter lækker ikke mere. Foreløbig regnes der med et lille plus på bundlinjen i 2007. Men det skal ses i sammenhæng med, at Maersk Line som landets største virksomhed omsætter for 160 mia. kr. og igennem de seneste fem-ti år har foretaget historisk store investeringer i rederiet. Og det har firmaet endnu langt- fra fået et tilstrækkeligt tilfredsstillende afkast på.

Maersk Line er A.P. Møller-gruppens absolut største forretningsområde. Selv om det er olieforretningen, der i disse år kaster mange flere penge af sig end rederiet, så følger A.P. Møllers aktiekurs nærmest slavisk udviklingen i fragtraterne. Konglomeratet A.P. Møller - Mærsk opfattes i den store verden altså først og fremmest som et rederi.

MAN KAN SIGE, at bundlinjen på Esplanaden – lige p.t. i hvert fald – er meget afhængig af olien, mens aktionærerne er afhængige af skibsreder Eivind Koldings evner til at få vendt udviklingen – en decideret turnaround – i Maersk Line.

Eivind Kolding kom til containerforretningen i forbindelse med ledelsesændringerne i sommeren 2006 og overtog eneansvaret i juni 2007, da bestyrelsen overraskende besluttede at rykke rundt på tropperne og sende et par af de garvede folk i firmaet uden for døren. Det fik bla. den konsekvens, at topchefen for hele gruppen, skibsreder Jess Søderberg, forlader Esplanaden før tid i november 2007.

Nu står juristen og talmanden Eivind Kolding så alene på broen i Maersk Line. Skal man tro hans udmeldinger og attituder, så er der en vis succes med genopretningen, som dog først forventes fuldt implementeret i 2009. Altså en turnaround på hele tre år – det viser noget om, hvor dyb krisen var i Maersk Line i foråret 2006.

Efter Jess Søderbergs voldsomme opkøbs- og investeringsprogrammer lyder mantraet nu i containerforretningen, at fokus benhårdt skal rettes mod indtjeningen. Vækst er ikke kodeordet, det er indtjening. Eivind Kolding fortæller i et stort interview i Business Søndag, om den markante kulturændring i containerforretningen, som er afgørende nødvendig for at Maersk Line skal genfinde sin plads som et af verdens bedst indtjenende rederier. Nogle vil kalde det en revolution.

MEN SELV OM det skulle lykkes for Eivind Kolding at få rettet op på de interne skavanker såsom bla. IT-systemerne, så er han ikke herre over de farer og risici, som lurer eksternt. Nemlig fragtraternes op- og nedture, og oliens til tider voldsomme hop.

Blot en procents udsving i de gennemsnitlige containerfragtrater koster i runde tal en mia. kr. på bundlinjen, og ser man på konsekvenser for udsving i olieprisen, lyder de sådan: en olieprisstigning på én US dollar pr. tønde svækker bundlinjen i rederiet med omkring en kvart mia. kr. og vice versa, hvis olien falder. I det samlede billede for hele A.P. Møller-gruppen modsvares dette selvfølgelig af, at det virker modsat i Maersk Olie & Gas.

OG HVORDAN SER DET så ud lige nu? Olien er på vej op i pris, mens fragtraterne på nogle ruter viser kraftige stigninger. Volumen er i markant vækst, først og fremmest på Asien-Europa-ruterne. Problemet her er dog, at godt nok stiger fragtmængderne, men det gør kapaciteten også. Der er historisk mange nye skibe på vej fra alle rederier. Og forestiller man sig en volumenvækst på 10 procent, men en kapacitetsvækst på 12 procent, vil det alt andet lige føre til pressede fragtrater.

Det er baggrunden for, at eksempelvis Jyske Bank forventer et fald i de gennemsnitlige fragtrater i 2008 på to procent. Ingen tør tænke på, hvad der sker, hvis forbruget i USA går helt i stå, eller hvis Kina mister pusten.

Eivind Kolding er sat på en manddomsprøve af historiske dimensioner. Og skal han lykkes med projekt »tilfredsstillende resultat« i 2009, skal han have medvind på alle baner.

Eventuelle fejl hen ad vejen hører til i kategorien: utænkelig.