Italiensk selskab drømmer om en stor dansk offensiv efter at have slået DSB i kampen om de næste fem års metrodrift i København.
15. februar 2010, 14:21
Sejren i udbuddet om de næste fem års metrodrift i København har givet italienske Ansaldo STS blod på tanden.
Næste skridt er milliardudbuddet om transportsystemerne til Metro Cityring i København, og dernæst venter en intens kamp om milliardordrer på signalanlæg langs den danske jernbane.
Ansaldo STS - der ikke må forveksles med den skandaleramte IC4-leverandør AnsaldoBreda - har stået for driften af den københavnske metro siden begyndelsen i 2002, og selskabet har leveret metroens transportsystemer. Nu satser italienerne på at vokse sig markant større i Danmark de kommende år.
- Danmark er et virkelig vigtigt marked for os, og det bliver endnu vigtigere de kommende år. Vi forbereder i øjeblikket vores tilbud på teknologien til Cityringen, og derudover vil vi byde på alle signalsystemerne til jernbanen, siger Ansaldo STS' italienske topchef, Sergio De Luca, i et interview med Berlingske Business.
Kontrakt på 2,5 mia.
Sergio De Luca var forleden i København for at underskrive kontrakten om yderligere mindst fem års drift af metroen og en option på en yderligere forlængelse på tre år. Hermed vil Ansaldo STS fortsat have ansvaret for transporten af 50 millioner københavnske metropassagerer om året.
Den samlede kontrakt frem til 2018 har en værdi på omkring 2,5 mia. kr., men Ansaldos danske ambitioner rækker langt videre. Selskabet er sammen med en lille håndfuld selskaber blevet prækvalificeret i udbuddet om tranportsystemerne til den nye Cityring. Italienerne skal konkurrere med tunge, globale koncerner som bl.a. Bombardier og Siemens, men de fleste i branchen betragter Ansaldo som klar favorit, da selskabet også leverede systemerne til den første del af metroen.
Tog til tiden?
Hvis Ansaldo STS vinder ordren om Cityringen, er der dog den hage, at skandaleramte AnsaldoBreda, der står bag de evigt forsinkede IC4-togsæt, skal levere metrotogene. Ansaldo STS og AnsaldoBreda, der begge er delvist ejet af gigant-konglomeratet Finmeccanica, er nemlig tætte samarbejdspartnere, og Sergio De Luca fastslår, at AnsaldoBreda er en del af den samlede pakke.
- Hvis vi skal levere teknologien til Cityringen, skal AnsaldoBreda levere togene. Men man skal huske, at deres leverancer af metrotog har været upåklagelig. Der er ikke grundlag for at blande metrotogene ind i debatten om IC4-tog, siger han.
Etableringen af Cityringen ventes i alt at resultere i ordrer på over 15 mia. kr., men det er uvist, hvor stor en andel transportsystemerne står for. Derudover vil Ansaldo STS især koncentrere sig om den danske jernbanes signalsystemer. Her skal eksterne leverandører kæmpe om ordrer på cirka 15 mia. kr. over en tiårig periode. Italienerne fik dog en dårlig start i kampen om signalanlæggene, da selskabet allerede er ude af kampen om S-banens anlæg.
København som trofæ
Allerede i dag er Danmark ekstrem vigtig for Ansaldo STS, da selskabet bruger København som »show case« for resten af verden. Den københavnske metro var nemlig den første metro i verden med førerløse tog, og det var samtidig første gang, at Ansaldo også stod for driften.
- Siden er både de førerløse metrotog og metrodrift blevet vigtige forretningsben for os i en lang række storbyer. Den københavnske metro er vores vigtigste reference for vores teknologi ude i verden, og det er afgørende for os, at den er en succes, siger Sergio De Luca.
Ansaldo STS' nylige sejr om metrodriften var samtidig en streg i regningen for DSB, der havde allieret sig med den franske metrooperatør RATP i håbet om at overtage metrodriften. I DSB skabte Ansaldos sejr stor frustration, og statsbanerne overvejer fortsat, om man skal klage over afgørelsen. Indtil man er færdig med de overvejelser, har DSB ingen kommentarer.

























































