Syv fagforeninger i SAS skriver i internt brev, at SAS' afgørende kapitaludvidelse kan komme i fare, fordi det danske kabinepersonale ikke bidrager nok i spareforhandlingerne.
10. marts 2010, 15:02 – opdateret 10. marts 2010, 15:07
SAS-ledelsen og det danske kabinepersonale har store problemer med at blive enige om besparelser, og uenighederne risikerer at bringe SAS' store kapitaludvidelse i fare. Det skriver syv fagforeninger i SAS, der hermed retter et kontant angreb mod det danske kabinepersonale i fagforeningen CAU.
De største aktionærers deltagelse i SAS' kommende kapitaludvidelse på 5 mia. svenske kr., der skal bringe selskabet helskindet igennem krisen, er betinget af, at SAS gennemfører endnu en stor spareplan. En række personalegrupper skal bl.a. bidrage med besparelser på 500 mio. svenske kr., og ifølge de syv fagforeninger bag det nye brev er alle fagforeningerne på nær CAU blevet enige med ledelsen.
Ifølge politiken.dk skriver fagforeningerne i brevet, at det er "uacceptabelt, at CAU som den eneste fagforening sætter alle vores arbejdspladser på spil i denne specielle proces."
"Med undtagelse af CAU har alle foreninger besluttet sig for at lægge uindfriede krav til side og levere deres andel til fællesbidraget uden forbehold. Den interne tidsfrist for denne proces var 5. marts, og vi kan bare konstatere, at CAU som den eneste fagforening ikke har levet op til sine forpligtelser," hedder det i brevet ifølge politiken.dk.
CAU's bestyrelse skriver på foreningens hjemmeside, at man ikke kan kommentere på forhandlingerne, da de nu foregår i forligsinstitutionen.
"Forhandlingerne sker under forligsmandsloven og er derfor underlagt en tavshedspligt.
CAU kan derfor ikke udtale sig om de pågående forhandlinger, og af respekt for forligsmanden og dennes muligheder for at manøvre hen imod en snarlig løsning ønsker vi heller ikke at udtale os," skriver CAU-bestyrelsen.
Ifølge Business.dks oplysninger er CAU i store træk indstillet på at levere de påkrævede besparelser, hvis de får en vis sikkerhed for, at deres job ikke udflages til billigere arbejdskraft i andre lande. Dette krav har SAS-ledelsen angiveligt ikke ønsket at imødekomme.
SAS-ledelsen meldte i sidste måned ud, at man vil gennemgøre den anden store kapitaludvidelse på blot ét år. Sidste forår gennemførte SAS en kapitaludvidelse på 6 mia. svenske kr., mens flyselskabet nu håber, at aktionærerne vil putte yderligere 5 mia. svenske kr. i selskabets slunkne kasse.
Den svenske, danske og norske stat, der tilsammen ejer 50 procent af SAS, har alle meldt deres opbakning til kapitaludvidelsen under forudsætning af, at det bl.a. lykkedes at gennemføre besparelser med en række personalegrupper på yderligere 500 mio. svenske kr. Dertil skal lægges en række yderligere besparelser, som ledelsen er i gang med at gennemføre.
Det danske kabinepersonale skal sammen med piloterne bidrage med hovedparten af besparelserne på 500 mio. svenske kr.
































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten