Mærsk Mc-Kinney Møllers netværk af rådgivere bliver stadig mindre. Senest er skibsrederens mangeårige fortrolige, Troels Dilling, faldet bort. Det efterlader tidligere Carlsberg-direktør Poul Svanholm som den sidste af de »store gamle« rådgivere, som Mærsk Mc-Kinney Møller har gjort god brug af.
23. februar 2009, 05:45
»Han plejer at sige, at vi er verdens ældste besætning. Han er på vej til 100, og jeg selv er på vej til 90.«
Vi taler om besætningen på Danmarks absolut største lystyacht, Klem VII. Ikke en hvilken som helst besætning, hverken aldersmæssigt og slet ikke, når det gælder indflydelse.
Manden bag ordene var Troels Dilling, netop afdød kaptajn på 88 år og mangeårig aktiv i A.P. Møller-koncernen. Den snart 100-årige medgast, som Troels Dilling talte om, er den 95-årige Mærsk Mc-Kinney Møller, seniorreder og enerådende storaktionær i A.P. Møller - Mærsk.
De to var en slags ‘partners in crime’, to personer ofte beskrevet som skåret ud af et stykke. Begge ganske enerådende, den ene dog naturligt nok mere end den anden, qua sin kontrol med A.P. Møller-aktierne. De var også kumpaner, når det gjaldt kampen for at holde APM-medarbejderne til ilden - og selskabet helt i front forretningsmæssigt. Faktisk nåede de at kende hinanden over mere end halvtreds år. Og frem til sin død lørdag den 14 februar, var Troels Dilling ikke alene en af Mærsk Mc-Kinney Møllers mest betroede gaster - et begreb der mere dækkede over rejsekammerat, ombord på Klem VII, men også en af de få rådgivere, som turde og måtte sige Mærsk Mc-Kinney Møller lodret i mod.
Det næstsidste medlem
For Mærsk Mc-Kinney Møller betyder Troels Dillings død, at det efterhånden kniber med at samle mandskab til lystyachten. Hyre en ung besætning kan man altid, men for Mærsk Mc-Kinney Møller har erfaring og praktiske kundskaber alle dage været helt afgørende, når han har skulle knytte kontakter - og lukke mennesker ind i sin privatsfære - erhvervsmæssigt og privat.
Troels Dillings død er derfor også et farvel til det næstsidste medlem af Mærsk Mc-Kinney Møllers pensionistklub - en gruppe af aldrende erhvervsfolk og embedsmænd, som mødtes med og rådgav Mærsk Mc-Kinney Møller om forretningslivets store udfordringer. Tilbage er nu reelt kun den tidligere Carlsberg-direktør Poul Svanholm, der fortsat er næstformand i A.P. Møller - Mærsk-bestyrelsen - fortsat rådgiver Mærsk Mc-Kinney Møller og fortsat har ret til at modsige seniorrederen. Svanholm var ikke formelt en del af klubben, men i realiteten har han udviklet sig til den vigtigste eksterne rådgiver for Mærsk Mc-Kinney Møller og er det fortsat i dag.
Og selvom Poul Svanholm har ry for at gå sine egne veje og altid har været kendt for at sige sin mening - også overfor Mærsk Mc-Kinney Møller, så er der en diskussion, som han endnu ikke har vundet overfor Mærsk Mc-Kinney Møller. Ifølge Berlingskes oplysninger, så fortalte Svanholm for snart fire år siden Mærsk Mc-Kinney Møller, at han ønskede at trække sig fra bestyrelsen for A.P. Møller - Mærsk. Svaret fra Mærsk Mc-Kinney Møller var ganske enkelt; ‘Det accepterer jeg ikke, jeg beder dem om at blive endnu en periode’.
Gammelmandsklubben
Internt i A.P. Møller - Mærsk-hovedsædet på Esplanaden havde gruppen af pensionister mindst ligeså mange øgenavne, som den havde medlemmer. Medarbejderne kaldte på skift klubben for ‘Tænketanken’, ‘Veteranklubben’ - og, når de ansatte var tossede over for meget indblanding, så blev medlemmerne kaldt for ‘gammelmands-mafian’.
Den betegnelse er egentlig ikke så underlig. For der er ingen tvivl om, at det var et sæt handlekraftige rådgivere, som Mærsk Mc-Kinney Møller i 1970’erne hentede ind i firmaet - faktisk som et ekstra ledelseslag. Rådgiverne fik nemlig både kontor og ret til at handle internt i organisationen, selvom der samtidig var ansat en formel ledelse bestående af adskillige skibsredere udover Mærsk Mc-Kinney Møller selv.
Det var bare ikke tilstrækkeligt for Mærsk Mc-Kinnney Møller, der valgte sig en håndfuld rådgivere med vidt forskellig erfaring.
Troels Dilling var selvskreven. 50 års ancienitet i firmaet havde lært Mærsk Mc-kinney Møller, at den kaptajn Dilling var en mand man skulle tro på og lytte til - også når han mente noget andet end chefen.
Sammen med Dilling og Svanholm var Tage Andersen, tidligere øverste leder i Danmarks dengang næststørste revisorfirma, C. Jespersen og Eigil Jørgensen, der blev hentet til rederiet i 1989 umiddelbart efter, at han havde forladt udenrigstjenesten - kulminerende med en post som ambassadør på den vigtige London-post.
Det var altså en gruppe af særdeles erfarne rådgivere, hvoraf Eigil Jørgensen, Troels Dilling og Tage Andersen fik kontor i hovedsædet på Esplanaden, mens Poul Svanholm havde masser af opgaver udenfor huset - han var jo trods alt fortsat direktør i Carlsberg og som sådan ikke en del af gruppen.
Blandede sig i processen
Rådgiverne var valgt med sikker hånd. Tage Andersen var den erfarne mand med styr på økonomi og finanser. Troels Dilling havde masser af erfaring frfa sin tid som kaptajn og direktør på Lindø fingrene helt ned i virksomhedens maskinrum, mens Eigil Jørgensen havde kontakterne direkte ind på de bonede gulve i den politiske verden.
De tre rådgivere fik ry for at blande sig ganske meget i beslutningsprocessen på Esplanaden. Børsens Nyhedsmagasin skrev i 1991, at de direkte gik ind og forholdt sig til den daglige drift - angiveligt til stor vrede for de daværende ledere på Esplanaden.
For Mærsk Mc-Kinney Møller fungerede de tre dog først og fremmest som uvildige sparringspartnere - dem han prøvede idéer og beslutninger af på. Samtidig fungerede de som en slags øjne og ører rundt omkring i koncernen. De tre fik, med Tage Andersen i spidsen, nemlig en række tillidsposter og sad i diverse bestyrelser.
I hovedsædet på Esplanaden var der i mange år en hårfin grænse mellem at kunne og at måtte modsige Mærsk Mc-Kinney Møller. Rigtig mange medarbejdere - også i skibsrederkredsen, var så godt inde i de finere detajler af deres arbejdsområde, at de uden problemer kunne tage en diskussion med Mærsk Mc-Kinney Møller. Det var bare ikke noget man for alvor gjorde. Det krævede nemlig retten til at modsige - en ret Mærsk Mc-Kinney Møller sjældent frivilligt gav fra sig.
Når Mærsk Mc-Kinney Møller endelig gav lov til modsigelser, så skete det ofte til folk han hentede ind udefra. Selv fremtrædende skibsredere som Ib Kruse, den tidligere svigersøn Leif Arnesen og hans gamle højrehånd Bjarne Hansen, skulle vare deres munde og overveje deres kommentarer, når de ikke var enige med chefen. Og det samme gjorde sig gældende for Jess Søderberg, der nok endte som Mærsk Mc-Kinney Møllers arvetager som øverste daglige leder af rederiet, men aldrig lagde skjul på, at han ‘blot’ var ‘a hired gun’, altså en medarbejder der, om end på et højt niveau, blot løste de opgaver han fik stillet.
Historien går, at af alle skibsrederne er det reelt kun Mærsk Mc-Kinney Møllers mangeårige fortrolige, Bjarne Fogh, der i løbet af 1960’erne og 70’erne vandt retten til at være lodret uening med chefen - og kunne slippe afsted med at være det. En lille anekdote fortæller alt om, hvor vigtig juristen Bjarne Fogh var for Mærsk Mc-Kinney Møller. Skibsrederen havde dikteret fuldt rygeforbud i alle kontorer i hovedsædet i København. Det diktat nægtede Bjarne Fogh imidlertid at overholde og han fortsatte ufortrødent sin kæderygning - men gemte dog askebægeret i skuffen, når Mærsk Mc-Kinney Møller kom ind på hans kontor. Enhver anden der havde trodset forbuddet ville have været i alvorlige problemer, men ikke Bjarne Fogh. Han var så vigtig for Mærsk Mc-Kinney Møller, at hans ‘særheder’ blev overset.
I dag er ‘gammelmands-mafiaen’ væk og det samme er Mærsk Mc-Kinney Møller - i hvert fald fra den daglige drift af A.P. Møller - Mærsk. Men ingen skal være i tvivl om, at Mærsk Mc-Kinney Møller fortsat høres i en række sager - især de store. Derfor har han så alvorligt behov for, at Poul Svanholm er hans forretningsmæssige øjne og ører i den enorme koncern.
