Cimber Sterlings markante nedjustering har i den grad fået aktionærerne op af stolene. Knap 4,4 mio. aktier har indtil nu skiftet hænder, hvilket svarer til mere end hver femte frit tilgængelige aktie.
24. februar 2010, 16:09 – opdateret 24. februar 2010, 16:32
Kl. 16.15 var der omsat knap 4,3 mio. Cimber Sterling-aktier på Fondsbørsen. Det skal ses i forhold til, at der i alt findes 19,5 mio. aktier i flyselskabet, hvis man fraregner de aktier, der er ejet af storaktionærer.
Handlen er sket til markant lavere kurser, efter Cimber Sterling onsdag morgen for anden gang nedjusterede forventningerne til årsresultatet og meddelte, at der vil blive gennemført nye spareprogrammer. Da Cimber Sterling blev markedsført over for investorerne i november 2009 af investeringsbanken SEB Enskilda var der ellers fokus på, at Cimber Sterling var et selskab, der havde brug for penge til at gennemføre en markant vækst, men nu bliver en stor del af de 251 mio. kr. der kom ind ved børsnoteringen brugt på at dække selskabets underskud.
Ved børsnoteringen 1. december 2009 forventede Cimber Sterling selv, at årsresultatet for den primære drift ville ende på et minus på mellem 10 og 20 mio. kr., hvilket 17 dage efter børsnoteringen blev ændret til et skønnet minus på 60 mio. kr. Nu er skønnet, at Cimber Sterling i indeværende regnskabsår vil få et primært driftsresultat på mellem minus 200 og minus 220 mio. kr.
Det har sendt aktiekursen ned med op til 1,89 kr., eller 40,3 pct., til kurs 2,80. Til sammenligning forsøgte SEB Enskilda først at sælge flyaktierne til 24 kr., men pressede efter manglende investorinteresse tegningskursen ned i 10 til 13 kr. og reducerede udbuddet af aktier. Tegningskursen endte på 10 kr., men alligevel kunne Cimber Sterling og SEB Enskilda, helt usædvanligt, ikke fortælle at der var modtaget flere tegningsordrer end der var aktier til salg.
Med en kurs på 2,80 kr. er markedsværdien af Cimber Sterlings 45,5 mio. aktier blot 127 mio. kr., hvilket kan sammenlignes med at selskabet hentede 251 mio. kr. ind på børsnoteringen.
Kursdykket går først og fremmest ud over storaktionærerne. Det er først og fremmest de tre børn af selskabets stifter, der tilsammen har 18 mio. aktier, svarende til 39,6 pct. af selskabet, rigmanden Karsten Ree, der købte 11 pct. af selskabet i forbindelse med børsnoteringen, og Bitten & Mads Clausens Fond, der købte 3 mio. aktier ved børsnoteringen, svarende til 6,6 pct. af selskabet.
Alene Karsten Ree og Danfoss-stifterens fond har dermed indtil nu tabt 57,6 mio. kr. på at have deltaget i børsintroduktionen.
En gennemgang af handelsmønstrene viser i øvrigt, at Handelsbankens og SEB Enskildas kunder sælger kraftigst ud af Cimber Sterling-aktien, hvilket normalt er et tegn på at det er professionelle investorer, der sælger. De to børsmæglere står for 70 pct. af salgsordrerne, men kun 4 pct. af salgsordrerne, og Cimber Sterlings egen finansielle rådgiver, SEB Enskilda, har blot været køber til 5.000 aktier, mens samme børsmægler havde solgt over 1,1 mio. aktier.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten