Still Truck vil nu lancere flere forbedringer på deres nye truckserier.
16. juni 2009, 14:37
Indbygget vægtfunktion bliver standard på alle fremtidige gaffeltruck fra tyske Still Truck. Det er blot én af de mange forbedringer, der nu indføres på en lang række modeller i Stills gaffeltruckprogram. Det skal gøre det endnu lettere og endnu sikrere at køre gaffeltruck.
Det er en stor fordel at have en reel vægtindikation af godset, der løftes med en gaffeltruck. Med de fremtidige Still-modeller bliver truckføreren automatisk informeret om, hvor meget pallen vejer.
Et stort ønske
Funktionen har været på ønskesedlen hos mange gaffeltruckførere, fordi den automatiske vægtindikation letter deres arbejde med at kontrollere, om udgangsfragt eller indgangsfragt har den fornødne vægt, som er noteret på fragtbrevet.
Samtidig sikres det, at en gaffeltruckfører ikke kører med overvægt, som giver risiko for skader og nedbrud.
Et nyt og bedre instrumentbord er en anden nyhed i år på de modeller, som er forsynet med en såkaldt Blue Q-knap, der igen er koblet ind til hele det elektroniske Can-Buss system.
Blue Q-knappen er Still-koncernens tekniske gennembrud, der sikrer en yderligere brændstofbesparelse på 10-20 procent afhængig af model, der kommer oven i alle øvrige tiltag om brændstofbesparelser.
Instrumentpanelet har hidtil været placeret i højre side på trucken - til højre for truckføreren. Ved at placere instrumentpanelet fremme i frontpanelet, skabes der mulighed for at installere et bedre førersæde, hvor der nu er rigeligt plads til eksempelvis luftaffjedrede sæder.
En anden fordel er, at front pladen sænkes yderligere - med bedre og dybere udsyn til følge – blandt andet frem til gaffelspidserne.
Det nye instrumentpanel indeholder ikke bare Blue Q-funktionen, men er tilsvarende forberedt til flere andre tekniske detaljer fremover.
Elektrisk p-bremse
Nyt er også elektronisk parkeringsbremse. I stedet for et manuelt bremsehåndtag, forsynes fremtidige modeller med en elektrisk bremse, som aktiveres ganske simpelt - med en trykfunktion. Det sikrer en bedre og mere komfortabel betjening for truckføreren.
Automatisk neutralstilling af tiltfunktionen - blot ved at taste en knap - er den sidste kendte fornyelse i Still programmet.
Det er nemlig vigtigt, at masten står i neutral funktion (nulstilling) ved kørsel ind i reolsystemet og dermed sikrer, at lasten (pallen) sættes ind parallelt med gulvet. Det sikrer den automatiske neutralfunktion. Det vil også sikre imod brækage af varer og forhindre, at en palle falder ned.
En gaffeltruck anvender tiltfunktion for lettere at kunne samle en palle op fra gulvet og tilsvarende kan tilte lasten tilbage for at sikre lastens tyngdepunkt tilbage over gaffeltrucken - og dermed give bedre standsikkerhed, når lasten er i top. Tyngdepunktet skydes nemlig tilbage i gaffeltrucken, når lasten tiltes tilbage.






























































