Efter et 2009 med tab er Scandlines tilbage med sort tal takket være stigende fragtstrømme.
24. marts 2011, 08:18 – opdateret 24. marts 2011, 08:24
En slankere organisation, men især stigende fragtstrømme fik rederiet Scandlines tilbage i sort i 2010 efter tab i 2009 – nemlig fra et tab på minus fem mio. euro (minus 38 mio. kr.) til et plus på 22 mio euro (110 mio. kr.)
Omsætningen hos færgerederiet Scandlines steg i 2010 med 12 procent til 567 millioner euro (4,3 mia. kr.) sammenlignet med året før. Samtidig steg driftsresultatet til 177 millioner euro (1,3 mia. kr.) sammenlignet med 159 millioner euro (1,1 mia. kr.) i 2009. Forbedringen i salget skyldes især den positive udvikling i fragtmængderne. Fragtforretningen hos rederiet er således steget med 17 procent i forhold til 2009.
Ud over den positive fragtudvikling er forklaringen på det bedre resultat også en, som det udtrykkes, veloverstået slankekur. Fremover skal de gode præstationer følges op med øget vækst gennem styrkelse af ruten Gedser-Rostock.
Scandlines har netop investeret i to nye færger samt gennemført havneudvidelser. De to nybyggede færger fordobler kapaciteten på ruten, når de indsættes i 2012. Desuden skal åbningen af en ny BorderShop i Rostock inden sommerferiesæsonen i år trække flere kunder til.
- Vores effektiviseringsprogram er gennemført helt efter planen, og vi har nu en langt mere trimmet og kundefokuseret organisation. Scandlines er derfor stærkt rustet til fremtiden, udtaler Bengt Pihl, CEO hos Scandlines.
Læs også på evb.dk:
Scandlines betaler 100.000 kr. for vildledende reklame






























































