Mange bilnyheder er kommet direkte fra den nys overståede biludstilling i Schweiz – selv kostbare prototyper.
19. marts 2010, 09:07
Der skal blive trykket næser mod ruderne i de mange nye bilmodeller, der vises for første gang i Danmark på Biler i Bella i København i denne weekend.
Flere er kommet direkte fra den internationale biludstilling i Genève – og enkelte importører har brugt meget tid til at overbevise bilfabrikkerne til at få lov til at låne prototyper til Biler i Bella.
Se de mange nyheder fra Bilmessen i Bella Center her
Således var det selveste nummer to mand hos Opel, vice president Alain Visser, der sagde OK til at spille én af fem prototyper af den nye Opel Meriva, der nok skal vække opsigt med sine fløjdøre – et design, der i denne form er udviklet af Rolls Royce.
Også Renault har haft held i at få fingre i Megane Coupé Cabriolet – som jo kommer til Danmark til sommer.
Læs også: Er din bil en vinder eller en skrotkasse?
Dansk sportsvogn
Af andre scoops er Mercedes-Benz SLS AMG med mågevingedøre og den danske sportsvogn Zenvo fra de danske designere Hermann&Brandt. Den kommer ikke fra Genève udstillingen, men fra en udstilling i Dubai. Her er kundekredsen større i lyset af bilens pris på 16 millioner kroner.
Kun ét bilmærke stiller ikke op i Biler i Bella, som er åben igen efter en pause på grund af finanskrisen: det er BMW. De BMW’er, der findes, står på bl.a.finansierings- og udstyrsstandene.
Også lidt til miljøet
Messen byder selvfølgelig på alle de frække sportsvogne som Lamborghini, Ferrari og Porsche – og så er der et særligt område forbeholdt det gode miljø – med elbiler.
Inklusive sportsvognen Tesla. Better Place, der med DONG skal skabe en infrastruktur til elbiler i Danmark, er også med – ligesom Shell som hovedsponsor præsenterer en ny brændstofbesparende benzin. Besøgende kan på en interaktiv stand selv prøve hvor meget de kan få ud af en liter benzin i to Alfa Romeo sportsvogne – det skal gerne være det der svarer til en liter på en tankfuld.
Er man til motorcykler og gamle biler, kan man også få noget ud af besøget. En hel del mærkeklubber udstiller deres klenodier.
Så det kan bestemt anbefales at lægge vejen forbi Bella Center i weekenden – for her står de fleste af forårets nye biler samlet på én sted. I dag fredag er der åbent fra kl. 14 til 20 – og lørdag og søndag kl. 10-18.









































