Fra pakkesedler til effektivt lager

Morsø Jernstøberi er 157 år gammelt, men på lagersiden er virksomheden med nyt lagersystem helt moderne.

1853 var året, da Morsø Jernstøberi blev etableret – dengang med et gammeldags lager med pakkesedler på de færdige ovne – og de senere år er lageret blevet moderniseret til at være et effektivt og moderne lager med brug af håndscannere.

Det er Apport System i Hornslet ved Århus, som har implementeret et nyt lagerstyringssystrem i Morsø-virksomheden, så der er styr på, hvad der er på råvarelageret og færdigvarelageret – med nærmest fjernet risiko for fejlleverancer.

Vi gik senest fra at være et klassisk opbygget tavlelager med pakkesedler på pallerne til nu at have opnået en meget høj grad af effektivitet på lageret. Samtidig skiftede vi hele økonomi- og ERP-systemet, men den store fordel ved Apport er, at systemet står alene, så uanset hvad vi finder på at skifte til, kører lageret, og det er vi meget afhængige af, siger Benny Jensen, produktionschef hos Morsø

Data i realtid
Fordelen ved Morsøs nye lageroptimeringssystem er, at det er et såkaldt ’stand alone system’, der er integreret med systemet til økonomistyring via et interface, så data er opdateret i realtid.

- Dette bevirker, at selvom økonomistyringssystemet skulle være nede, vil lageret stadig kunne køre videre upåvirket. Skulle Morsø finde på senere at skifte til en anden platform, vil de ikke opdage dette på lageret, da hverdagen her fortsætter uforandret, siger Asger Sandberg Petersen, salgsdirektør hos Apport Systems.

Let at komme i gang
Det er nemt at køre nye folk ind på lageret, og man kan næsten have dem i gang med det samme, når de lige har lært terminalen at kende. Medarbejderne var lidt skeptiske, da de hørte om det nye system, men de har virkelig taget positivt imod det. Benny Jensen fremhæver den support, systemfolkene fra Apport bød på i implementeringsfasen.

- Det var ikke bare et lagersystem til færdigvarer, vi skulle have. Der skulle også være styr på håndteringen af produktionen, og det er der kommet. Apport Systems fik opbygget det, så det hele hænger sammen i ét stort system nu. Det handler nok om, at de satte sig grundigt ind i vores behov, ellers kan man ikke løse sådan en opgave, siger Benny Jensen.

En af de helt indlysende fordele ved Morsøs nye, gennemstyrede lager er, at man altid ved, hvor hver enkelt brændeovn eller reservedel befinder sig. Det overblik havde man ikke før, hvor mange noter og arbejdsgange blev klaret i hånden.

- Vi kan nå at pakke mange flere forsendelser, fordi plukkerne når mange flere pluk på en almindelig arbejdsdag, hvilket jo i sidste ende betyder, at kunderne får deres varer hurtigere, siger Benny Jensen.

 



Markedet lige nu