30. oktober 2009, 05:15

Du er formand for tre delvist statsejede selskaber, som alle danskere kender, DONG, SAS og Postdanmark, der nu er blevet til det nordiske Posten. Derudover er du i bestyrelsen i en lang række private selskaber. Hvad er det, der gør, at du har formået at opbygge en tilværelse som professionel bestyrelsesmand ved siden af dine private virksomheder.

Faktisk er jeg helst fri for at være formand, hvilket nok vil overraske mange. Man opnår ikke ret meget mere indflydelse som formand, end man kan opnå som aktivt menigt bestyrelsesmedlem. Til gengæld giver det langt mere arbejde. Der er egentlig kun ét sted, hvor jeg har insisteret på at være formand – hvor ønsker jeg dog ikke at røbe her. De andre steder er det blevet sådan, fordi andre har ønsket det. Og det har de vel, fordi de ved, at de i mig får en meget aktiv og engageret formand. Jeg er meget målrettet i alt, hvad jeg gør. Det kræver en stor omstillingsparathed, og at man ikke lader sig stresse af at skulle forholde sig til en lang række forskellige emner i løbet af en dag. Det generer mig overhovedet ikke, og jeg har så meget paratviden, at jeg kan springe fra det ene til det andet.

Så det er den aktive bestyrelsesformand, ejerne søger, når de hyrer dig?

De ved i hvert fald, at de ikke får den mest stilfærdige formand, hverken i offentligheden eller internt. Men det vigtigste er nok, at de får en uafhængig formand. Det er en ting, jeg mener, er meget underkendt, når man taler om bestyrelsesarbejde. Og det er uafhængighed. Det ,at jeg privat er meget velhavende, betyder, at jeg aldrig bliver siddende noget sted bare for honoraret. Og prestigen ved visse bestyrelser siger mig heller ikke noget. Det gør, at jeg er meget uafhængig – der er ingen udefra, der kan lægge pres på mig.

Siger du dermed, at der findes andre bestyrelsesformænd og medlemmer, der ikke er uafhængige?

Vi kan jo starte med at sige, at kapitalfondene har opbygget en meget mærkelig konstruktion. Reelt ejer de virksomheden, men så sætter de en bestyrelse ind alligevel. Det giver en tostrenget ledelsesform for direktionen, hvor de både har referencer til bestyrelsen og til de egentlige ejere. Det er en situation, hvor man kan stille spørgsmålstegn ved, hvor uafhængig bestyrelsen egentlig er. Men afhængigheden kan også komme fra andre sider. Jeg har selv oplevet at sidde med en meget kontroversiel sag med intern ballade i bestyrelsen. Der oplevede jeg et relativt kendt bestyrelsesmedlem, der sagde til mig, at han ikke som jeg kunne tillade sig at trække sig fra bestyrelsen, fordi han var afhængig af honoraret og prestigen. Det rystede mig faktisk, at den slags kunne spille ind.

Men der skal vel også hæderlige honorarer til, hvis man skal tiltrække de mest kvalificerede bestyrelsesformænd?

Ja, bestemt. Jeg vil aldrig kæmpe for større honorarer for mit eget vedkommende. Men set overordnet er danske bestyrelseshonorarer horribelt lave. Nogen steder i udlandet har man en tommelfingerregel om, at en formand, der ikke har fuldtidsarbejde ved siden af, bør kunne klare fire til fem formandsposter. Og så bør hver formandspost jo aflønnes med 20 til 25 procent af den adm. direktørs lønning. Men det er der måske kun fire – fem danske virksomheder, der aflønner sådan. Hvis man tværtimod kun giver en formand fem procent af den adm. direktørs løn, så er det jo enten udtryk for, at formanden kun bidrager med ganske lidt til virksomheden. Eller at man aflønner formanden for ringe.

Hvordan ser du så på lønningerne til direktionen i de danske selskaber? Det har jo været et punkt, der har fået en del fokus under finanskrisen.

Jeg synes, de danske direktørlønninger er steget ganske voldsomt de seneste år. Når jeg siger det, så vil folk sige til mig, at det jo ikke er noget i forhold til USA. Men nu bor vi altså i Danmark, og jeg synes, at det har været meget voldsomt. Jeg tror, at vi vil opleve en periode nu, hvor der vil være stilstand i udviklingen i direktørlønningerne i en lang række år. Der er selvfølgelig nogle virksomheder, hvor det kan være berettiget, hvor man er i verdensklasse. Men i andre og mindre virksomheder er det også gået meget stærkt.

Når man som dig er en meget aktiv bestyrelsesformand, er der så ikke en risiko for, at man nærmest fylder mere end direktionen?

Jeg gør mig rigtig mange tanker om, hvordan jeg undgår at skygge for direktionen. Det er klart, at i den daglige ledelse, der er det direktionen, der har ansvaret. I DONG har jeg en lille kreds af mennesker, jeg kan ringe til ud over Anders Eldrup. Det er økonomidirektøren, pressechefen og den juridiske chef. Men så er det faktisk slut. Andre direktører i koncernen taler jeg kun med efter tilladelse fra Anders Eldrup.

Men hvordan harmonerer det med din lyst til at være engageret?

At jeg kun har direkte kontakt med udvalgte dele af ledelsen, er ikke det samme, som at jeg ikke kan være aktiv som bestyrelsesformand, for jeg er en stor modstander af anonyme bestyrelsesformænd. Men man skal også give ledelsen råderum. Så det er en balance. Jeg synes, det er berettiget for offentligheden og for virksomheden, at man ved, hvem der er formand. Jeg er ret sikker på, at selv blandt erhvervsjournalister vil det være svært at svare på, hvem der er bestyrelsesformand i mange af selskaberne i C20-indekset.

Hvor aktiv er du selv i dine kontakter til direktionen i de selskaber, hvor du sidder som formand.

Det afhænger meget af det enkelte selskab. I et selskab som SAS, hvor situationen er ekstrem, svinger det vel mellem fem og ti gange om dagen. Lørdag og søndag også. Det er voldsomt. DONG taler jeg vel med hver anden dag, og for Posten, hvor der er liberaliseringsforhandlinger på det danske marked og en gigantisk fusion på tværs af landegrænser i gang, er der også hyppig kontakt.

Se web-TV-klippet hvor Fritz Schur får overrakt prisen:
Web-tv: Årets bestyrelsesformand