Kunderne flygter fra E.ON. I Ørslev-Terslev ved Ringsted forlader mere end hver tredje af 450 varmekunder E.ONs lokale varmeselskab i protest mod eksplosive prisstigninger. Blandt dem er Johannes Bech Sørensen, der i år skal betale 34.000 kr. for varme. Grundlaget for fjernvarmeværket er nu ved at forsvinde.
20. august 2009, 06:00
Det skulle være så godt og billigt med fjernvarme, men så er det faktisk skidt. Johannes Bech Sørensen er en af 450 parcelhus- og villaejere i Ørslev og Terslev mellem Ringsted og Haslev, der raser mod energigiganten E.ON. Han skal i år betale 34.000 kr. for varmen fra det tyske selskabs lokale varmeværk i Terslev.
»Vi fik et chok, da E.ON pludselig sendte os et brev om, at priserne var sat kraftigt op. De skal ikke forvente flere kunder med så høje varmepriser. Jeg har meldt mig ud og investerer i stedet i at købe mit eget oliefyr eller en varmepumpe,« siger Johannes Bech Sørensen.
Kundernes aktion i protest mod den eksplosive stigning i varmeprisen har bredt sig som ringe i vandet. 150 andre varmekunder i området har også meldt sig ud, siger han. Den 70-årige Johannes Bech troede først brevet fra E.ON Danmarks varmeforretning var en fejl, men den er god nok.
Han skal i år betale takster, der svarer til en regning på 34.000 kr. for fjernvarme, varmt vand og afgifter. Ganske meget for et parcelhus på 135 kvadratmeter fra 1970. Det er 12.000 kr. mere end sidste år. Naboen er endnu værre stillet og skal betale 60.000 kr. i år for opvarmning af et hus på godt 200 kvadratmeter. E.ON har hævet varmepriserne på mere end 50 procent i 2009 i en række af sine lokale sjællandske varmeselskaber, bl.a. i Ørslev og Terslev. Selskabet forklarer det med, at prisen på naturgas på råvaremarkedet er steget med 30 procent og millionunderskud i varmeværkerne. Disse meromkostninger skal forbrugerne dække via varmeregningerne.
»E.ON er et røverfirma«
Danmark er et at de lande i verden, der er bedst dækket med fjernvarme i forhold til befolkningens størrelse. Omkring 1,6 millioner danske husstande har i dag fjernvarme, primært baseret på gas, halm, træflis og affald.
Hovedparten af forbrugerne er godt tilfredse, fordi varmen de fleste steder er væsentlig billigere og sparer atmosfæren for masser af udslip af CO2 i forhold til, at de enkelte husstande fik varmen fra eget olie- eller gasfyr.
Johannes Bech Sørensen, der i mange år har været en glødende tilhænger af fjernevarme, ønsker i dag hurtigst muligt at komme ud af E.ON. Han har netop meldt sig ud.. Men da varmeforsyningsloven binder udmeldte varmekunder til energiselskaberne flere år efter udmeldelserne er sket, kan han først komme ud ved årsskiftet 2010-11.
Ørslev-Terslev Varmeværk blev bygget som et andels- og brugerejet firma i 1995. For et par år siden købte E.ON værket og overtog de 450 andelshavere som kunder. Johannes Sørensen var med til at etablere varmeværket og har været formand for andelsselskabet i en årrække, inden det blev solgt.
»Fjernvarme er den bedste form for varme, man kan få. Da E.ON overtog vores varmeværk for et par år siden, lovede E.ONs repræsentanter lavere forbrugerpriser, fordi de kunne købe gassen billigere ind. E.ON har jo mange millioner kunder i hele Europa og køber gas ind i store mængder, så der er mængderabat. Men det modsatte er sket. Jeg får 6.000 kr. om måneden i pension og skal af med de næsten 3.000 kr. til E.ON for varme hver måned. Det her vil jeg ikke være med til,« siger Johannes Bech Sørensen.
Ud over at skulle betale høje varmeregninger i år og halvandet år frem til hans exit fra E.ON, koster det 45.000 kr. at få kappet forbindelsen til E.ONs fjernvarmenet.
»E.ON er et røverfirma,« siger Johannes Bech Sørensen.
På hjemmesiden www.eon.dk lovpriser energiselskabet fjernvarmen. Ifølge E.ON vælger flere og flere den form for varme, fordi det »er bedre for miljøet, plus at det er bekymringsfrit, leveringssikkert og komfortabelt«.
Chefen for E.ONs varmeforretning, business manager Henrik Rasmussen, bekræfter, at E.ON har fået udmeldinger fra kunder på grund af balladen om varmepriserne. Han ønsker hverken at sige hvor mange kunder, der vil ud i Ørslev-Terslev eller de syv andre andre områder på Sjælland, hvor E.ON producerer og afsætter fjernvarme fra gasfyrede kraftvarmeværker.
Et nyt kapital i balladen omkring E.ON er ved at blive skrevet. Hvis udmeldelserne i Ørslev-Terslev fortsætter, begynder grundlaget for det lille varmeværk at forsvinde, da det bliver så dyrt, at det med tiden bliver urealistisk længere at drive værket.
»Hvis der sker massive udmeldelser, stiger varmeprisen for dem, der er tilbage. Det kan blive virkelig alvorlige prisstigninger, da E.ON for at få dækket de omkostninger, der er nødvendige for at producere varme fra værket, skal have dækket sine udgifter over varmeprisen,« lyder den dystre konklusion fra specialkonsulent Hans Rysgaard Jensen fra Energitilsynet.






























































