Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Flyttefirma blev Årets Transportvirksomhed

Kundeservice og medarbejderpleje er i højsædet i Brønderslev Flytteforretning, der lørdag blev kåret som Årets Transportvirksomhed 2009 af Dansk Transport & Logistik.

0 af 6 stjerner

Brønderslev Flytteforretning er kåret som Årets Transportvirksomhed 2009. Firmaet drives af ægteparret Jan og Susanne Mortensen, som modtog kåringen lørdag på Dansk Transport & Logistiks generalforsamling i København.

Transportminister Lars Barfoed overrakte statuette og diplom i overværelse af 450 medlemmer af DTL, delegerede og gæster.

Dommerkomiteen havde fem nominerede transportvirksomheder at vælge imellem. Dommerne begrunder valget med, at flytteforretningen har en dynamisk ledelse, der udstråler energi og vilje til succes på alle planer.

Det være sig fra kunden, der skal have hjælp til at fastholde sit kvalitetsbrand, til evnen til at få en rimelig pris for transportydelserne. Kundeservice er ikke noget, der tales om. Det er noget, alle ansatte møder op for at levere - hver dag.

Virksomhedens slogan, ”Vi holder mere end vi lover”, afspejler de værdier, der findes hos medarbejdere og ledelse, pointerer dommerkomiteen.

Gratis massør

Brønderslev Flytteforretning har 24 medarbejdere, 11 lastbiler og tre varevogne. Medarbejderpleje prioriteres højt. Det kan være fysisk hårdt for ryggen at være flyttemand, og i Brønderslev går de gratis til massør og kiropraktor efter behov.

I firmaets motionscenter kan de få rørt og vedligeholdt musklerne, og i kantinen er der gratis kaffe, the, frugt og brød. Når personaleforeningen arrangerer kulturelle eller faglige udflugter, støttes det økonomisk af firmaet.

For Jan og Susanne Mortensen er helt på det rene med, at medarbejderne er firmaets vigtigste ressource. Hvis de skal levere en god service, skal de have et godt helbred og gode arbejdsforhold.

Foruden traditionelle flytninger for virksomheder og private har Brønderslev Flytteforretning også tre ugentlige ture til Fyn og Sjælland. Firmaet samarbejder med skadeservicefirmaer og forsikringsselskaber, når det rydder op efter skader forårsaget af brand, storm eller vand.

Udlejning af ti fods containere er blevet en succes. Konceptet er rettet mod kunder, som selv ønsker at pakke indboet. Når de er færdige med det, kommer Brønderslev flytteforretning og flytter containeren til den ønskede adresse. Også udlejning af depotrum er der god gang i. De efterspørges blandt andet af virksomheder med sæsonudsving og af folk med egne trailere.

 




Markedet lige nu