Både Norwegian, Finnair og British Airwais bløder penge. Norwegian går dog frem på passagertal.
Luftfartselskabet Norwegian havde en passagervækst på 28 pct. i januar i forhold til samme måned året forinden. Til gengæld faldt indtjeningen per passager, yielden, med 21 pct. i perioden. Ikke overraskende vælger administrerende direktør Bjørn Kjos den positive indgangsvinkel i sin udtalelse i pressemeddelelsen.
"Vi er godt tilfredse med både passagervæksten og belægningsprocenten i januar, specielt med tanke på at januar er årets sæsonmæssigt svageste måned," siger Bjørn Kjos.
Kabinefaktoren for koncernen som helhed lå på 72 pct. i januar, hvilket er uændret fra samme måned sidste år, og 73,3 pct. af afgangene fløj til planlagt tid.
SAS-konkurrenten Finnair fremlagde fredag morgen et regnskab, der viste et underskud på 36,6 mio. euro i fjerde kvartal af 2009. Det var markant mere end ventet, da analytikerne havde regnet med et underskud på 24 mio. euro. Finnair havde en omsætning på 457,7 mio. i kvartalet. Her havde analytikerne ventet en omsætning på 463 mio. euro.
British Airways kom ud af de første ni måneder i år med et underskud på 245 mio. pund mod et overskud på 127 mio. pund i samme periode året før. Det skriver Bloomberg News.
Resultatet blev opnået på baggrund af en omsætning, der faldt til 6,14 mia. pund fra 7,046 mia. pund.















