I dag lukker SAS sit storudsalg af en halv million billigbilletter, mens lavpriskonkurrenten Ryanair samtidig hælder en million billetter på gaden til spotpriser. Og der er flere billige billetter på vej.
27. maj 2010, 07:15 – opdateret 27. maj 2010, 07:17
Hvis tingene går som de plejer, sættes over en halv million billigbilletter mere til salg i midten af august, skriver dagbladet Børsen.
Ifølge SAS' chef for investor-relationer, Sture Stølen, flyver SAS i øjeblikket med historisk høje kabinefaktorer. Men det har sin pris. Således faldt de gennemsnitlige billetpriser i SAS 10 pct. i marts efter fald på op til 14 pct. i de foregående måneder. Det betyder, at SAS fortsat er presset på indtjeningen, hvilket selskabet har demonstreret ved at operere med underskud flere kvartaler i træk. Alligevel ryster SAS ikke på hånden i forhold til at fastholde tilbudsstrategien.
Læs også: SAS afslører nye mulige destinationer
»Vi er ikke bange for at vænne kunderne til kun at købe billige billetter,« siger Sture Stølen.
Til Barcelona for 37 kr.
De rejselystne europæere overdænges i øjeblikket med billigbilletter. Det irske lavprisflyselskab Ryanair fejrede i går, at selskabet for første gang har etableret sig i El Prat-lufthavnen i Barcelona ved at udbyde en million flybilletter til en spotpris på 5 euro (godt 37 kr.).
Derfor kan europæiske flykunder bare læne sig tilbage i stolen og vente på, at det næste luftfartsselskab smider i hundredetusindvis af billige billetter på gaden. »SAS sælger de mange billigbilletter for at fylde noget af deres overskydende produktion op,« siger Ole Kirchert Christensen, der er direktør i konsulenthuset Travelbroker.
Læs også: Bøde til Ryanair for at svigte passagerer
Siden marts 2009 har SAS regelmæssigt kørt kampagner fire gange om året. Forventningen er også denne gang et samlet salg på omkring 75 mio. kr. for kampagnen »Lagersalg«, der slutter i dag. Ole Kirchert Christensen forventer, at SAS igen sender en stor portion billige billetter på gaden i august under et nyt reklameslogan.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten