En lang række bilfabrikker arbejder målrettet med el- og hybridbiler. Nogle er allerede til salg på det danske marked, mens andre endnu er mange år fra at være tilgængelige for tekniknysgerrige bilkøbere. Alligevel tyder mere og mere på, at elbiler snart vil være en vidt udbredt teknologi.
4. juni 2009, 05:15
Lexus
Det japanske luksusmærke Lexus, der er ejet af Toyota, har to hybridmodeller – biler der drives både af el- og brændstof – på det danske marked. Modellen RX400h kombinerer en traditionel benzinmotor med to elmotorer. Den har et benzinforbrug på ca. 12. km/l. Priser fra 627.000 kr.
Modellen GS450h har en tophastighed på 250 km/t og et benzinforbrug på 12,8 km/l. Priser fra omkring 1,1 mio kroner
Peugeot – Citroen
Peugeot og Citroen er ved at udvikle en hybridteknologi, som skal implementeres i deres biler fra 2011. Teknologien kombinerer dieselmotor med en elmotor og vil gøre bilerne i stand til at køre cirka 24 km/l.
Renault
Det bliver det franske bilmærke Renault, der for alvor skal bringe elbilerne ind i danskernes liv. I samarbejde med DONG og projektet Better Place planlægger Renault at introducere en lang række elbiler på det danske marked i 2011. Bilerne skal kunne køre mindst 150 km på en fuld opladning.
Toyota
Et af danskernes foretrukne bilmærker Toyota har allerede hybridbilen Prius på markedet. Denne bil kombinerer en benzinmotor og en elmotor, hvilket giver et brændstofforbrug på 23,3 km/l ved blandet kørsel. Bilen har et CO2-udslip på 104 g/km. Elmotoren henter energien via en generator, som drives af benzinmotoren. Priser fra 385.000 kroner.
Mercedes-Benz
Tysk luksus og elmotorer skal nu også gå hånd i hånd. Mercedes-Benz introducerer deres BlueHybrid-serie i 2009. Der er tale om to biler, hvor benzinmotoren kombineres med elmotorer. Modellerne vil kunne køre mellem 12,7 km/l og 13 km/l.
GM
Den konkurstruede General Motors planlægger at lancere hybridbilen GM Volt, som har en rækkevidde på 60 km (på batteriet) og kan nå helt op til 1.000 km ved hjælp af generatoren. Tophastigheden er på 161 km/t. Bilen har planlagt lancering i 2010, men højst sandsynlig kun i Nordamerika.
BYD
Den kinesiske bilfabrikant BYD har bygget hybridbilen BYD 3F DM, som kombinerer en benzinmotor med en elmotor. Rækkevidden (på batteriet) vil være på 100 km, og den kan nå en topfart på 160 km/t. Bilen bliver introduceret i Danmark muligvis allerede i år.
Ford
Har planer om at introducere næste generations hybridbiler inden 2012. Plugin-hybridbilen vil ifølge afprøvninger have et brændstofforbrug på 51 km/l. Bilerne skal introduceres på det nordamerikanske marked, og der er indtil videre ikke planer om, at de kommer til Europa.






























































