Del : SMS
Berlingske Business

Firmaets mand styrer Maersk Line gennem krisen

Søren Skou har sat proppen i. Den næste ladning containerskibe til skibsreder Søren Skou og hans Maersk Line skal ikke være større end de nuværende megaskibe i Triple E-klassen. Endnu større skibe giver ikke mening – for ufleksibelt og dermed ikke økonomisk ansvarligt. Søren Skou er en bundlinjefokuseret »firmaets mand« i A.P. Møller – Mærsk.

Ikke på min vagt.«

Skibsreder Søren Skou er chef for verdens største containerrederi, Maersk Line. Den førerposition skal ikke afgives, i hvert fald ikke så længe han sidder med det øverste driftsansvar for Mærsks containerforretning. Og han er trods alt kun lige fyldt 50 år.

Han opererer i en industri, hvor økonomien hos de største rederier verden over har været skrigende rød i årevis. Og derfor er der ofte fokus på behovet for konsolideringer, sammenlægninger, opkøb og lukninger. Som selvfølgelig har ført til spekulationer om fusioner i branchen, der pludselig vil kunne skubbe verdens nummer et ned som nummer to. Derfor er spørgsmålet, om Mærsk vil kunne leve med en sådan degradering?

Søren Skou har været i A.P. Møller - Mærsk siden 1983, siden 2009 som skibsreder.

Søren Skou indleder med det, han skal svare på sådan et spørgsmål, nemlig at indtjening er vigtigere end størrelse. Men når det er sagt, og nu kommer han længere frem i skibsrederstolen:

»Maersk Line er det mest profitable rederi i containersektoren, og vi afgiver ikke positionen som verdens største på min vagt.«

Så skulle det være på plads.

Søren Skou har fået en bunden opgave i Maersk Line, skab vækst. Med tilføjelsen, men kun hvis det giver øget og stabil profit på bundlinjen. Umiddelbart en enkel opgave, men pokkers svær at udføre i en virkelighed, hvor økonomien i flere af de største traditionelle industrilokomotiver er gået i stå, og hvor nulvækst har ført til en altædende overkapacitet blandt rederierne. Og tænk nu hvis konkurrenterne i laget lige efter Maersk Line rottede sig sammen i storfusioner. Skal man tolke Søren Skous »ikke på min vagt«-statement, så tyder det på, at der i Mærsk-gruppen ligger en plan B, hvis Maersk Lines førerposition måtte blive udfordret.

 

Artiklen fortsætter under billedet
Tripple
Grænsen for at bygge større skibe er nået. Med endnu større skive vil fleksibiliteten forsvinde, så kommende Maersk Line-skibe bliver ikke større end de imponerende, magtfulde Triple E, siger topchefen Søren skour. PR-foto.

Søren Skou er knivskarp på sine prioriteter, først bundlinje og så toplinje – ikke omvendt. Han er øverste chef i landets største virksomhed, Maersk Line. Containerederiet, som sætter dagsordenen på den globale scene, og som fortsat er det største og vigtigste ben i A. P. Møller - Mærsk gruppen.

I flere år har Maersk Line været et problembarn i den omfangsrige Mærsk-familie. Et indtjeningsproblem. Nok har Maersk Line sat sig tungt på podiet som verdens største og ledende containerrederi, og nok ruller der fortsat nye kæmpeskibe ud fra værfterne i Asien kendetegnet ved den klassiske syvtakkede stjerne og iført den lige så klassiske lyseblå farve, men indtjeningen har haltet. Gevaldigt. Den slags præstationer koster dyrt. På placeringen i det interne hierarki i koncernen. Og på placeringen på bestyrelsens liste over områder, hvor man skal placere koncernens investeringsmidler.

Maersk Line

Når man som Mærsk har sendt 110 mia. investeringskroner på arbejde i et enkelt forretningsben, skal der pinedød også hentes milliarder hjem på bundlinjen. Det har det knebet med. Det er Søren Skous opgave ikke bare at øge gevinsten, men skære Maersk Line så effektivt og fleksibelt til, at containerforretningen over de næste mange år leverer et stabilt, højt bidrag til Mærsk-gruppen. Afkastet på investeret kapital skal fastholdes på over 10 procent – mindst.

Artiklen fortsætter under billedet
Mærsk 1

Trods de enorme udfordringer er det en rolig og fattet Søren Skou, som Berlingske Business møder denne onsdag i september. Måske en anelse lettet ovenpå halvårsregnskabet, hvor roserne, både internt og eksternt, dryssede ned over Søren Skou og hans folk. Et overskud på en milliard dollar, 5,5 mia. danske kroner, for de første seks måneder giver respekt internt på Esplanaden, men dog ikke mere ro på direktionsgangen, end at det fremover skal gøres endnu bedre.

Mærsk måler succesen i de enkelte forretningsområder, hvor meget den investerede kapital kaster af sig. Søren Skous Maersk Line viste ved halvåret det bedste afkast i en årrække, et afkast af den investerede kapital på 9,9 procent.

»Jo-jo, vi leverer, hvad vi skal – for nuværende. Vi er selvfinansierende, men vi er altså ikke i mål. Første prioritet er et tocifret afkast, det mål er inden for rækkevidde så absolut, men et enkelt godt år er ikke nok. Indtjeningen skal langsigtet stabiliseres på et niveau på over 10 procent. Vi har et kort og mellemlangt mål på 8,5 procent og forventes først på lang sigt at levere 10 procent,« lyder det afdæmpet fra Søren Skou.

Maersk Line vil skyde genvej gennem Suez

Forsigtigheden i udmeldingerne til trods så vidner disse udsagn om en genvunden selvtillid efter år, hvor skuffende resultater har fået ledelsen til at holde lav profil og lægge alle kræfter i stram styring af omkostningerne.

Søren Skou er en mand uden de store falbelader, uden de store fagter, og med en erkendelse af, at han ikke bryder sig om offentligheden omkring sin person. Men også professionel nok til at vide, at profileringen af virksomheden i medierne er en af opgaverne for en topchef.

Søren Skou er en ægte »firmaets mand« i Mærsk-gruppen, kulturbærer af Mærsk-værdierne og fornyer i en og samme person.

I en tid med faldende rater og alt for mange skibe i søen, er der kun ét håndtag at dreje på, og det er en knaldhård beskæring af omkostningerne. Det er først og fremmest omkostningsbesparelser, der har drevet bundlinjen frem i Maersk Line de senere år.

Artiklen fortsætter under billedet
Mærsk 2

Folkene på Esplanaden bryder sig ikke om at blive sammenlignet, men det skal med, at da Søren Skou kom til i 2012 og skar til i omkostningerne, så skete det på ryggen af de voldsomme besparelser, omstruktureringer og reorganiseringer, som forgængeren Eivind Kolding blev sat i spidsen for tilbage i 2006.

Selv om vækstmulighederne er svære at få øje på i containerbranchen, så piver Søren Skou ikke.

»Det er et historisk faktum, at priserne (raterne, red.) falder. Det er jo ikke anderledes i vores branche end i så mange andre brancher som eksempelvis i luftartsbranchen. Vi må huske på, at vi i containerbranchen har haft historiske vækstrater i 20 år. Det er slut nu. Så må vi bare finde måder at effektivisere driften og servicere vore kunder på. Vi kan ikke bygge Maersk Lines strategi på et håb om, at priserne vil stige, der er ingen historisk base for det – og håb er ikke en strategi.«

Det er umuligt ikke at tale om skibsstørrelser, når man har enetime med Maersk Line-chefen. Siden Mærsk købte sig til positionen som verdens største containerrederi, har Maersk Line været kendetegnet ved til stadighed at have de nyeste og største skibe i sin flåde.

Senest dokumenteret da Maersk Line i 2011 afgav ordren på 20 nye kæmpeskibe i Triple E-klassen. Dengang en opsigtsvækkende nyhed med skibe, der kunne laste 18.000 TEU-containere. Levering sker løbende frem til 2015. Og det naturlige spørgsmål er derfor, hvor store de næste Maersk Line-skibe bliver.

»De skal ikke være større. I hvert fald ikke foreløbig. Forholdet mellem størrelse, fleksibilitet og frekvens er nået. Jeg tror, at vi har nået en størrelse, hvor der ikke længere vil være stordriftsfordele ved at gøre dem endnu større. Det vil gå ud over fleksibiliteten. Du skal kunne levere fem afgange om ugen på ruterne, og gør man skibene endnu større, mister man den fleksibilitet,« lyder vurderingen fra Søren Skou.

Artiklen fortsætter under billedet
Topchef Søren Skou, Maersk Line Foto : Søren Bidstrup

Det er en stille konstatering af, at Maersk Line nok ikke er færdig med at bestille skibe i Triple-E-klassen, men at man endnu ikke er klar til at fortælle hvornår det kan blive aktuelt.

I de svære år for Maersk Line blev rederiet kritiseret for at bestille nye megaskibe på et tidspunkt, hvor overkapaciteten var stor. Den kritik er dog forstummet. Noget tyder på, at Søren Skou og hans folk har evnet at omsætte skibsstørrelserne til lavere enhedsomkostninger og dermed tilfredsstillende regnskaber.

»Fremover vil al fokus med hensyn til nye skibe være på brændstof og fart. Og i selve forretningen i Maersk Line er vi hastigt på vej ind i digitaliseringen, som også vil betyde, at vi kan spare på omkostningerne.«

Kina afviser Mærsks gigantiske konkurrentsamarbejde

Med 31 år i Mærsk-koncernen tilhører Søren Skou den eksklusive gruppe af topchefer på Esplanaden, der har fået prentet Mærsk-værdierne ind under huden af seniorrederen Mærsk Mc-Kinney Møller himself. Skou er således en vigtig kulturbærer. Noget tyder på, at han fint kan rumme disse værdier i bagagen, når han skal tage de beslutninger om besparelser og effektiv drift, der er nødvendige i 2014 for at skabe tilstrækkelig profit på bundlinjen – og sikre overlevelsen på lang sigt.

Og en »firmaets mand« tænker langsigtet.

0 Kommentarer

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen