Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Firmabilen skal være stor

Det kan kun betale sig for den ansatte at få firmabil, når prisen har rundet 300.000 kroner.

Du skal gå efter en bil i den lidt tungere ende af skalaen, hvis du bliver tilbudt en firmabil fra 2012. Ellers er det en bedre forretning at købe bilen selv og indkassere kørselsgodtgørelse. Analysevirksomheden Bilpriser.dks årlige gennemgang af økonomien bag 75 af de mest solgte biler som henholdsvis privatbil og firmabil indeholder i alt 17 biler, der bedst kan betale sig at få som firmabil frem for at købe den selv.

Chefen skal helst bevilge dig en bil i klassen fra en Toyota Avensis 2,0 st.car, eller en BMW 318 2,0 og opefter, hvis du skal have en økonomisk fordel af bilen. Og du skal op i en Volvo V60 og priser omkring en halv million kroner, før din økonomiske fordel kommer over 1.000 kroner om måneden i forhold til at købe bilen selv.

Den mest fordelagtige firmabil i analysen er en BMW 520 2,0 diesel med seks gear og 184 hk. Den giver en månedlig gevinst på godt 3.500 kroner i forhold til at købe den – også selv om den ikke er den dyreste bil i analysen.

Den dyreste bil i analysen er en Mercedes E 220 2,2 BlueEfficiency til knap 800.000 kroner. Men den giver kun en besparelse som firmabil på knap 2.500 kroner om måneden blandt andet fordi, skatten er højere.

Små biler bedst at ejeAnalysen viser også, at de fire mindste af de 75 analyserede biler kan udløse et egentligt overskud som privatbil.»I de tilfælde, hvor det kan betale sig at købe bilen selv, drejer det sig om de små biltyper som Citroen C1. Dem skal folk nok vænne sig til at køre i alligevel, fordi tingene strammer til, og det tyder på, at vi er på vej ind i en ny finanskrise,« siger chefanalytiker hos Bilpriser.dk Niels Grøftehauge.

I bedste fald kan der rulle godt 600 kroner ind på en medarbejders konto om måneden efter befordringsgodtgørelse og udgifter til egen bil, hvis han kører analysens 20.000 kroner om året i forbindelse med arbejdet samt 10.000 private kilometer.

I så fald er der tale om en Volkswagen Polo 1,2 TDI, som er så billig at køre og eje, at den er 2.761 kroner billigere at eje frem for at få den som firmabil.Når det oftest kan betale sig for lønmodtageren selv at lægge bil til firmakørslen og modtage kilometergodtgørelse frem for at betale skat af en firmabil, så hænger det sammen med kilometergodtgørelsen. De første 20.000 kilometer i firmaets tjeneste udløser en godtgørelse efter statens skattefri takst på 3,67 kroner per kilometer, hvorefter taksten falder til 2 kroner per kilometer.

Der skelnes ikke mellem store og små biler, og derfor er fordelen ved at bruge en privatbil til firmakørsel større, jo mindre eller billigere bilen er. Analysen indregner de samlede udgifter inkl. afskrivning, forsikring, ejerafgift og service i totalomkostningerne. Men den regner med en fast listepris for både de privat indkøbte biler og firmabilerne, hvilket Niels Grøftehauge indrømmer er en svaghed, der måske skal tages højde for i de enkelte tilfælde.

»Firmaerne og deres leasingselskab får formentlig bilerne billigere. Men der er for store forskelle til, at vi kan indregne dem, og det ændrer ikke på, at læserne får en fornemmelse af, hvad deres situation er. Analysen er et værktøj til at stille de rigtige spørgsmål,« siger han.

Rabat øger fordelenEn rabat på en firmabil vil sænke beskatningsgrundlaget, som medarbejderen skal betale skat af. Og det vil gøre firmabilerne mere fordelagtige.Seniorskattekonsulent Lars Jacobsen fra revisions- og rådgivningsselskabet BDO påpeger, at de lavere priser – og dermed skattegrundlag – på firmabiler ikke kan skyldes brug af den såkaldte flexleasing, som er en mulighed for at nøjes med at betale registreringsafgift for kortere perioder. Dén mulighed har Skatterådet nemlig sat en stopper for.

»Så de lavere priser må simpelthen skyldes, at de får store flåderabatter,« siger han.Men ud over det bindende svar om flexleasing i forbindelse med firmabiler er der i år ikke sket ændringer i regler eller takster, der har betydning for firmabiler eller firmakørsel i 2012, oplyser Lars Jacobsen.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu