Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Færre klager over flyselskaber

Antallet af rejsende, der klager over et flyselskab, er faldet betydeligt det seneste år.

Især for forretningsrejsende kan forsinkelser være dræbende og skyld i, at man misser et vigtigt møde eller går glip af starten af en stor konference.

Naturligvis er det for private ferierejsende også irriterende at sidde i lufthavnen eller i et varmt fly og vente flere timer, men ofte er skaden her mindre, da ens ferie ikke går i vasken på grund af forsinkelser på et par timer.

For forretningsrejsende kan det dog have alvorlige konsekvenser, hvis fly er forsinket eller i værste fald aflyst, og der er derfor al mulig grund til at klage til myndighederne.

Men heldigvis viser de seneste tal fra Statens Luftfarsvæsen (SLV), at der er betydeligt færre flyrejsende herhjemme, der vælger at klage til myndighederne over den behandling, de har fået i forbindelse med en flyvning.

Samlet set fik SLV således i 2008 319 klager over forsinkelser, aflyste fly og lignende, mens det tal i år er faldet til 207 indtil nu.

Det svarer til et markant fald på hele 35 procent og illustrerer ifølge jurist i SLV Christina Domenici, at passagerne er blevet langt mere opmærksomme på deres egne rettigheder samtidig med, at de enkelte flyselskaber de senere år er blevet betydeligt bedre til at leve op til deres forpligtelser.

- Tidligere troede passagerne, at så snart flyet var 20 minutter forsinket, kunne man klage og få ret til en masse penge i erstatning. Men nu er reglerne på området blevet lavet meget klare, og det betyder, at passagerer er blevet langt bedre til at målrette deres klager frem for bare at brokke sig over alt, siger Christina Domenici.

Kender rettigheder

At de enkelte passagerer nu klager mere målbevidst end tidligere og nu reelt ved, hvad de har af rettigheder i forbindelse med forsinkelser og aflysninger understreges af, at SLV sidste år afviste hele 56 klager, fordi de ikke var dækket inden for loven. I år er det kun blevet til 15.

Mette Christensen fra Skotte Business Travel, der fokuserer på forretningsrejser, understreger, at forsinkelser på flere timer er noget, man som forretningsrejsende bør klage over, da det kan have store konsekvenser for, om man misser et møde eller ikke dukker op til en vigtig aftale til tiden. Men hun fremhæver samtidig, at især forretningsrejsende typisk kan gøre meget selv for at medvirke til, at rejsen går mere glat.

- Langt de fleste forretningsfolk haster i lufthavnen direkte fra et møde, og det kan give problemer, da man så har stor risiko for at misse check-in og lignende. Her er der ingen muligheder for at klage, så derfor handler det i høj grad om at være i lufthavnen i god tid, så man ikke selv er medvirkende til, at man bliver forsinket, siger hun.

Typisk er det vanskelligt at påpege, hvilke flyselskaber der får flest klager, da det normalt hænger uløseligt sammen med, at de selskaber der har flest afgange også modtager flere klager.

 




Markedet lige nu