Danskerne skal betale ekstra for grøn energi i hjemmet, hvis det står til et nyt elselskab
27. august 2008, 08:14 – opdateret 27. august 2008, 08:29
Det miljørigtige elselskab Natur-Energi har et mål om at nå ud til 50.000 kunder indenfor et par år. Ideen er at levere grøn strøm til danske kunder, der ikke har noget imod at betale lidt ekstra for ren samvittighed.
»Vi vil være Danmarks grønne elselskab, og vi går efter folk med holdninger,« forklarer Søren Hoelgaard Justesen til Dagbladet Børsen.
Siden 2003 har borgerne selv kunnet vælge elselskab frit, men på grund af de offentlige reguleringer er priserne stort set ens. Men det har stifteren og investoren bag Natur-Energi råd for.
»Vi vil kombinere købet af elektricitet med rådgivning om besparelser på elregningen, så til trods for at vores strøm koster mere, tror jeg faktisk, at man vil spare på sin elregning,« siger Søren Hoelgaard Justesen til Dagbladet Børsen.
Ideen er, at Natur-Energi skal rådgive både private – og erhvervskunder til at reducere deres elforbrug med 20-30 procent. Det skal veje op for at selskabet lægger ti procent oveni regningen for den noget dyrere miljørigtige energi.
To produkter på hylden
Den ene ide bag selskabet er, at det forpligter sig til at købe CO2-kvoter, der modsvarer den portion strøm, som en kunde opkøber.
»Det andet produkt vi går ud med er strøm frembragt alene ved vedvarende energi,« siger Søren Hoelgaard Justesen.
Søren Hoelgaard indrømmer, at det er et svært marked at bevæge sig ind på. Mange af de store spillere har for eksempel for nylig givet sig i kast med at udlægge et bredbåndsnet. Et projekt der koster flere milliarder. Men det er kun en fordel, siger han.
»Jeg håber, at de vil blive ved med at koncentrere sig om bredbånd, for det giver plads til os,« siger Søren Hoelgaard Justesen til Dagbladet Børsen.
Han sammenligner i Børsen Natur-Energi med Thise Mejeriet. Et alternativ til giganterne i en mindre og økologisk størrelse. Men han ved godt, at konkurrencen bliver hård.
»Vi bliver en meget lille spiller på et meget stort marked, men jeg håber, at vi har 50.000 danske husstande om tre år,« siger han til Dagbladet Børsen.



































