Det er en drengestreg, der er gået helt over gevind, når Cimber Sterling booker falske billetter hos konkurrenten Norwegian. Det mener kommunikationsekspert, der kalder Cimbers-direktør for "uansvarlig".
19. januar 2010, 10:00
Cimber Sterling står til svære hug og absolut bundkarakter hos en af Danmarks førende eksperter i kommunikation og krisestyring, efter det er kommet frem, at ansatte i selskabet har booket hundredevis af falske billetter hos konkurrenten Norwegian i et forsøg på at underminere konkurrentens nye rute.
"Det virker jo fuldstændig som om der er gået hat og briller i den hos Cimber Sterling. I bedste fald er det en drengestreg, der er gået helt over gevind. I værste fald er det udtryk for en grotesk forreningsmoral. For det første er der jo reelle kunder hos Norwegian, der på grund af Cimber Sterlings uansvarlige opførelse ikke har kunnet få en billig rejse. For det andet forbryder selskabet sig mod den kollegialitet og de normer, der trods alt må formodes at være i luftfartsbranchen. Det er helt uforståeligt, at Cimber Sterlings direktør ikke tager massiv afstand fra episoden," siger Henrik Merkelsen, lektor i kommunikation og krisestyring på CBS.
Han mener, at direktøren indirekte bakker op om de Cimber Sterling ansatte, der har bestilt billetter hos Norwegian i falsk navn, så længe han ikke giver de ansatte en reprimande:
"Som leder skal man tage ansvar og vise, at man driver en ansvarlig forretning. Det kan man jo langt fra sige, at Cimber Sterlings direktør gør, når han nægter at påtale det skete over for de involverede ansatte. Jeg mener, at det her er et klokkeklart selvmål for Cimber Sterling," siger Henrik Merkelsen.
Skader miljøet
Sagen bliver dog endnu mere grotesk af, at det kun er få måneder siden, Cimber Sterling blev anklaget for at misbruge Energistyrelsens tal for forskellige transportformers CO2-udledning til at annoncere for, at selskabets fly var miljørigtige. En annoncering der vakte stor vrede hos Energistyrelsen:
"Det er jo helt hen i vejret, at Cimber Sterling, der gerne vil fremstå som grønne, har været skyld i, at et fly fra konkurrenten Norwegian nu har brugt en masse brændstof på at flyve stort set tomt til København fra Karup. Det eneste, der har haft noget ud af det, er nogle ansatte i Cimber Sterling, der har fået mulighed for at klaske sig på lårene af grin. For almindelige flypassagerer og for miljøet gavner det i hvert fald ikke," siger Henrik Merkelsen.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten