Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Dyr benzin æder gevinsten ved dit kørselsfradrag

Den seneste prisstigning på benzin har øget driftsomkostningerne med 2.800 kroner årligt for en pendler i forhold til den pris, som kørselsfradraget er udregnet efter.

Stigende brændstofpriser gnaver især i bilpendleres økonomi, og senere idag sætter Skatterådet sig til regnemaskinen for at finde ud af, om kørselsfradraget skal justeres i forhold til de stigende brændstofpriser.

Kørselsfradraget er beregnet på baggrund af en benzinpris på 10,15 kroner, mens listeprisen på en liter blyfri 95 oktan nu er 11,63 kroner. Og den prisstigning slår en økonomisk bule på 2.800 kroner årligt i grundlaget for kørselsfradraget.

"Med dagens brændstofpriser er omkostningerne for en pendler øget med cirka 12 øre per kilometer eller 2.800 kroner om året," siger chefanalytiker Anders Matzen fra Nordea.

Beregningen er baseret på en modelpendler, som Danmarks Statistik bruger til beregninger af udviklingen i omkostninger ved at pendle. Pendlerens årlige kørsel er fastsat til 24.000 kilometer om året, hvoraf halvdelen køres privat, mens den anden halvdel udløser et kørselsfradrag.

Danske Bank har også regnet på kørselsfradraget i forhold til de faktiske udgifter for en modelfamilie, som banken bruger til sine egne beregninger. Danske Bank er også kommet frem til, at omkostningerne ved at køre i bil har overhalet kørselsfradraget.

Banken har beregnet udgifterne til bil til at stige med 5 procent både på grund af benzinpriser og på grund af stigende renter, mens befordringsfradraget er sat til at stige 2,8 procent.

"For at holde den typiske bilejer udgiftsneutral skulle befordringsfradraget være steget til 1,87 kroner mod de 1,83 kroner, der ellers er den gældende sats i 2008," konkluderer økonom Tore Damgaard Stramer, som har regnet med 20.000 kilometer årligt til og fra arbejde.

Bedre at køre i bil

Anders Matzen har desuden regnet på udviklingen i kørselsfradragets sats i forhold til udgifterne ved at køre i bil, tog samt i forhold til udviklingen i de generelle priser. Beregningen viser, at der i de seneste 12 år har været udsving i balance mellem udviklingen i de faktiske omkostninger og fradraget.

Således har kørselsfradraget justeret for udviklingen i omkostningen ved at købe og køre i en bil været mellem 1,27 kroner og 1,36 kroner siden 1998. Justeret for udviklingen i prisen på at køre i tog har fradraget været 1,18 kroner til 1,30 kroner, så det faktisk har været en bedre forretning for pendlere at køre i bil.

Skatterådet hævede senest kørselsfradraget i november 2007, og argumentet var de stigende priser på brændstof. Stigningen var på fem øre per kilometer til et fradrag på 1,83 kroner for daglig kørsel til og fra arbejde på mellem 24 og 100 kilometer.

Det samlede fradrag for befordring er for i år beregnet til at udgøre 13,1 milliarder kroner svarende til en skattebesparelse på 5 milliarder kroner ved en gennemsnitlig skattesats på 38,5 procent.

Til sammenligning er fradraget på renteudgifter beregnet til at blive på 80 milliarder kroner i år.

 




Markedet lige nu