Fra årsskiftet skal alle DSBs eldrevne tog køre på grøn strøm fra vedvarende energikilder. Målet er at bringe statsbanernes CO2-udledningen ned og det ramponerede image op.
6. september 2007, 16:53 – opdateret 6. september 2007, 16:57
DSB bruger hvert år 250 gigawatttimer strøm på at få sine eldrevne tog - S-togene og fjerntogene mellem København og Padborg - til at køre. Og fra årsskiftet skal de udelukkende køre på strøm fra vedvarende energi, nærmere bestemt vindkraft fra danske havvindmøller og vandkraft fra Sverige. Det er essensen i en aftale, som DSB og Dong indgik torsdag.
»Vi gør det for at få et ekstremt miljørigtigt produkt. Med aftalen bliver halvdelen af vores togproduktion baseret på vedvarende energi, og det er noget, der rykker i forhold til vores CO2-udslip,« siger adm. direktør Søren Eriksen.
Hverken DSB eller Dong vil oplyse, hvilken pris, DSB skal betale for den grønne strøm. Men ifølge Dansk Energi er prisen for grøn strøm op til ti procent over den traditionelle elpris, alt efter det konkrete produkt. Dermed lyder ekstraregningen for statsbanerne på op mod 17 mio. kr. En højere elregning vil dog ikke ramme billetprisen, lover DSB, der håber, at tiltaget kan give selskabets image et nøk opad.
Læs mere om DSBs aftale med Dong i Berlingske Business fredag.

































