DSB sætter ny passagerrekord

På trods af forsinkelser og uheldige sager, er toget mere populært end nogensinde.

På trods af omfattende sporarbejder og dermed forsinkelser, samt et generelt vigende transportmarked steg flere kunder på toget i årets første seks måneder sammenlignet med første halvår 2009, det skriver DSB i en pressemeddelelse udsendt i anledning af halvårsregnskabet.

Næsten 98 millioner rejsende vaglte at sætte sig ind i et DSB-tog i årets første seks måneder, mod cirka 95 millioner kunder i samme periode sidste år. Det er det højeste antal kunder, DSB nogensinde har haft på et års første to kvartaler.

Ifølge administrerende direktør Søren Eriksen skal forklaringerne rekorden findes flere steder. Ifølge ham er DSB blandt andet blevet markant bedre til at markedsføre togets bæredygtige kvaliteter.

- Samtidig bliver tiden stadig vigtigere for danskerne. Der er mere pres på vores tid, som betyder, at der er mindre frirum for den enkelte. Tempoet bliver højere og højere. Når vi er hjemme, er vi også på. Vi har forpligtelser i forhold til familie, venner og bekendte. Og det forhold at du reducerer spildtiden, når du sidder i toget, er helt afgørende, siger Søren Eriksen, der mener, at kunderne har genvundet tilliden til DSB.

- På trods af et hårdt vintervejr i årets første måneder og omfattende sporarbejder i perioden blandt andet på S-banen er første halvår kendetegnet ved, at vi generelt har leveret et rigtig godt produkt til vores kunder. Og vi kan se på vores målinger af kundetilfredshed og omdømme, at kunderne kvitterer for det. DSB er på rette spor og har genvundet kundernes tillid, vurderer en glad administrerende direktør for DSB.

 



Markedet lige nu