Rederiet Norden har indgået aftale om at købe tre moderne MR-produkttankskibe til en samlet pris på ca. 410 mio. kr.
20. januar 2010, 12:04 – opdateret 20. januar 2010, 12:09
Skibene ventes leveret fra den nuværende tyrkiske ejer til Norden i løbet af marts/april 2010, skriver selskabet i en meddelelse.
Og dermed er det ikke nødvendigvis slut med indkøbene inden for produkttank-segmentet. Rederiet ser nemlig gode muligheder i de pressede priser i markedet.
- Norden vurderer, at de nuværende aktivpriser i produkttankmarkedet gør det muligt at foretage investeringer, der vil give et attraktivt afkast i takt med, at fragtraterne gradvist normaliseres.
Rederiet analyserer derfor løbende mulighederne for at udbygge tankflåden gennem køb af brugt tonnage, nye langtidsindbefragtninger eller køb af næsten færdige nybygninger fra værfter. Nye tiltag vil afhænge af en samlet bedømmelse af tonnagens pris, kvalitet og
tilgængelighed, skriver rederiet i meddelelsen.
De tre skibe bliver omdømt til navnene Nord Sound, Nord Sea og Nord Strait, og de er bygget på STX Shipbuilding i Korea. De har en kapacitet på ca. 53.500 kubikmeter.
Efter leveringen af de tre skibe ventes Nordens tankflåde at tælle 31 skibe heraf 12 egne. Ordrebogen i Tank rummer 7 produkttankere. De tre nye skibe vil som alle Nordens produkttankskibe sejle under Singapore-flag og blive opereret af den 50 pct. ejede Norient Product Pool, oplyser Norden.
RB-Børsen






























































