Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

DFDS svinger sparekniven

Rederiet DFDS nedlægger 27 stillinger - eller hvad der svarer til 10 pct. - i hovedkontoret.

Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse, hvoraf det fremgår, at på grund af en række ubesatte stillinger er det 17 medarbejdere, der fratræder.

- Da vi har forberedt os på denne situation ved at holde en række stillinger ubesatte, svarer det til 17 medarbejdere. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at opsigelserne er forbundet med markedssituationen efter den økonomiske krise, og at det derfor drejer sig om medarbejdere, der har ydet en stor og loyal indsats for DFDS, siger DFDS’s administrerende direktør Niels Smedegaard i meddelelsen.

Nedskæringerne er ikke en del af spareplanen Projekt Lightship, der skal mindske omkostningerne i DFDS med 100 mio. kr. om året fra 2010 og frem.

Direktøren understreger, at Projekt Lightship, der allerede har ført til nedskæringer i personalet til søs, ruster rederiet til fremtiden.

- Med disse tilpasninger samt de besparelser, der findes i regi af Projekt Lightship, vil DFDS være godt rustet til de udfordringer, som det maritimt baserede transportmarked står overfor, så DFDS kan være et af de selskaber, der kommer stærkt ud af den konjunkturnedgang, der startede i 2008, siger Niels Smedegaard.

Nedskæringerne på hovedkontoreret sker i "alle lag i organisationen".

RB-Børsen

 




Markedet lige nu