Rederiselskabet DFDS kom gennem et vanskeligt 2009 med et nettooverskud på 89 mio. kr., hvor ledelsen havde regnet med et nul-resultat. I år er udsigterne bedre. (Opdateret)
9. marts 2010, 08:03 – opdateret 9. marts 2010, 08:11
DFDS' omsætning faldt i 2009 til 6,6 milliarder kr. fra 8,2 milliarder året før, og driftsresultatet dykkede fra godt en milliard til 786 mio. Overskudsgraden blev dog fastholdt på 12 pct., trods de meget vanskelige markedsforhold. Efter afskrivninger m.v. på 612 mio. og finansomkostninger på 154 mio. blev resultatet 20 mio. før skat - 200 mio. mindre end i 2008 - og 89 mio. efter skat. Et faldt fra 253 mio. i 2008.
"2009 blev som forudset et meget vanskeligt år, og det sætter sit præg på regnskabet. Men resultatet er blandt de bedste i vores sektor, og det er en vigtig målestok for os. Fragtaktiviteterne blev påvirket af en betydelig nedgang i mængderne og øget priskonkurrence, hvorimod passageraktiviteterne forbedrede indtjeningen på grund af flere passagerer, omstruktureringer og lavere omkostninger til bunker," siger CEO Niels Smedegaard i en kommentar til regnskabet.
"Med købet af Norfolkline sidst på året tog vi et afgørende skridt mod vores vision om at skabe et stærkt nordeuropæisk søbaseret transportnetværk, og DFDS vil i fremtiden være bedre positioneret til at betjene kunderne effektivt," siger Niels Smedegaard.
Om det nye år siger Niels Smedegaard: "DFDS har to store opgaver i 2010. Vores markeder viser kun begyndende tegn på bedring, så vi skal fortsat navigere i et vanskeligt farvand. Samtidig vil vi fokusere på at gennemføre en effektiv integration af Norfolkline hurtigst muligt."
Forventninger til 2010 Fragtraterne er fortsat under pres, men i årets første to måneder har der været en positiv mængdevækst i de fleste af DFDS' fragtmarkeder. Det antages derfor, at recessionen i 2009 vil blive afløst af nogen vækst og fremgang i 2010.
Resultatet for fragtaktiviteterne, som blev hårdest ramt af recessionen, forventes generelt at blive forbedret i 2010, mens nogen tilbagegang forventes for passageraktiviteterne, drevet af højere omkostninger til bunker. Samlet forventes for 2010 på nuværende tidspunkt et resultat før skat på omkring DKK 100 mio. Heri er ikke indeholdt transaktionsomkostninger forbundet med købet af Norfolkline.


































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten