16. marts 2010, 05:00 – opdateret 16. marts 2010, 05:01

Et sted i Italien kører en busfuld danskere. Momentant faret vild med en italiensk chauffør bag rattet.

»Vi er helt lost,« lyder det fra en af danskerne, mens han kigger ud over markerne, hvor tågen fra oven går i et med snelaget forneden. Chaufføren vender minibussen på den lange landevej.

»Det er jo Italien. Det ville være overraskende, hvis alt gik glat,« siger en anden.

En tredje ryster på hovedet, tsker tre gange og går op til chaufføren med en mobiltelefon, der har ringet til en kontakt på den fabrik, de leder efter.

»Bonjourno,« siger han ind i iPhonen og indleder den italienske ordveksling. Bilen trepunktsvender.

»A new way,« forklarer chaufføren på italiengelsk, inden rejsens slutmål, den 16.500 kvadratmeter grå fabrikshal, dukker op til højre for bussen.

Det skulle have taget en time fra hotellet til fabrikken. Nu tog det så halvanden. Men det er måske en meget passende indledning, når man skal besøge den fabrik, der nu skal levere de længe ventede IC4-tog.

Nu ruller samlebåndet

I et mødelokale i fabrikken blæser DSB-direktør Søren Eriksen en powerpoint-præsentation op på den hvide væg. »Orientering om IC4« står der på første slide.

Kort fortalt: December 2000 indgår DSB kontrakt med italienske AnsaldoBreda om at producere og levere 83 IC4-tog. Første tog skulle leveres i 2003. Det kom ikke. I 2005 skulle alle vogne være på danske skinner. Det kom de ikke. I maj 2008 må DSB stille sin italienske leverandør et ultimatum: 15 IC4-tog skal stå klar om et år, eller vi ophæver kontrakten. De kom. Nu venter vi så på resten.

Det er derfor bussen med danskere er taget til Italien. AnsaldoBreda har hyret en ny underleverandør, Sitav hedder selskabet, til at serieproducere de skandaleombruste tog. Nu skal det bare køre som på samlebånd.

Hver møtrik strammes

På fem rækker af 240 meter lange spor står de så: IC4-vognene. I alt 140 mand arbejder i den enorme hal. De står oven på, inden i og neden under togene. De klinker og klonker, borer og banker med svensknøgler så store som en velvoksen underarm. Det sker meget systematisk.

Ved den første post skræller de vognen ned. Kun skallen - og toilettet - står tilbage. Så går en af de 18 danske DSB-inspektører rundt og inspicerer togets indvolde. Dårligt materiel skrottes. Godt materiel genbruges.

Ved post to samler italienerne toget igen med fejlfrie komponenter. Det er lidt ligesom at bygge Lego-tog. Bare 1:1.

Ved post tre skruer de alt det op, som vi andre ser i det færdige tog. Borde, stole, paneler og overflader til at skjule de 130 kilometer ledning, der løber gennem sådan et IC4-vognsæt. Så tjekker og tester de.

»Helt ned til om vi har spændt den enkelte møtrik efter,« fortæller chefinspektør Søren Østergaard.

Ved fjerde og sidste post bliver toget testet igen, og så skulle det ellers være klar til turen mod Danmark.

»Det har været en lang rejse,« bemærker DSB-direktør Søren Eriksen på et tidspunkt.

Har DSB er ansvar?

Tilbage i mødelokalet fortæller han videre om, at IC4-projektet »er tilbage på sporet«. Ultimatummet fra maj 2008 har virket. Nu er man faktisk foran tidsplanen.

»Hvorfor gav vi så ikke det ultimatum tidligere,« spørger Søren Eriksen så sig selv.

»Man er jo altid klogere i bakspejlet. Selvfølgelig kunne vi have givet det ultimatum tidligere og nok også fået tidligere tog ud af det, men det er jo meget vanskeligt at forudsige, når man står i det,« siger han og supplerer:

»At bygge sagen op juridisk og være villig til at tage konsekvensen, det tager tid.«

»Hvad er jeres ansvar?« spørger en journalist.

Søren Eriksen tøver først, men fastslår så: »Der er ét ansvar, og det er hos dem, der skal levere de færdige tog.«

»Hvad er italienernes forklaring?« vil en anden journalist vide.

Søren Eriksen svarer på AnsaldoBredas vegne: Opstartsproblemer, høje danske sikkerhedskrav og bøvl med IT trak tiden ud.

Italienernes egen forklaring kan vi ikke få. Med forliget i 2008 underskrev de sig selv til en mundkurv.

Tilbage står ét spørgsmål: Hvor sikker er Søren Eriksen på, at IC4-togene kommer denne gang?

»Det er jeg sikker på. De kommer, men der skal nok blive problemer med dem. Det er helt sikkert.«